Tillykke med fødsdagen i søndags min egen!

Back home....

Ecuador – Galapagos øerne – 17. - 29. april

Vi flyver (til Galapagos), tiden flyver, pelikanerne flyver (meget lavt) over vores hoveder hele tiden, saa ja, jeg har haft lidt svaert ved at folge med her paa det sidste. I storte traek bestaar livet af, at jeg er kommet mig over min skriveblokade efter at det stille og roligt sank ind, at jeg havde mistet mine billeder.Til gengaeld stod det soleklart for mig at jeg havde mit kaere liv i behold, min lille krop er sund og rask, saavel som min far er (og endda paa hans fodselsdag idag!!!) – og vigtigst af alt, mine dromme er intakte og fulde af ballade.....;o) Plus jeg har faaet et fif, fra flere nu, at jeg maaske kan gendanne mine billeder paa mit memory card!! Uhhhhhhh, jeg jublede af glaede da jeg laeste det i en mail fra Anders - TUSIND TAK!!!- og krammede computeren saa den til sidst kiggede aandssvagt paa mig.....Det bliver min lille overraskelse til mig selv naar jeg kommer hjem og tager mig tid og ro til det – og hvis I vaebner jeg med taalmod faar I dejlige minder herude, naar jeg er kommet hjem:o)) Om lidt hopper vi ombord paa en lille cruiser som tager os rundt paa de magiske oer her i Galapagos i 8 dages tid. Jeg skal ud og forelske mig i et par gamle padder (og score alle deres penge ;o), ligge og dase med de buttede solover paa stranden, grynte sammen med saelerne og prove at vralte som en pingving. Eiiii for pokker hvor jeg glaeder mig!!!!!!! (Haaber ikke ens kropbehaaring foroges ved intenst samvaer med pelsdyr.....!) Naa, anyways, det bliver langt vaek fra alt der har noget med kabler og smart udstyr at gore, saa jeg vil lige give en lille bid af hvad jeg har oplevet herude.

SYDAMERIKA........ Ja, det udtryk som har strejfet mine tanker mest mens jeg har vaeret her er - for pokker da!!!!
For pokker da hvor er det stort, for pokker da hvor er det SMUKT, for pokker da hvor er det barskt, for pokker da hvor er det billigt, for pokker da hvor skal man vaere opmaerksom, for pokker da hvor er det tort, for pokker da hvor er det fugtigt!!, for pokker da hvor er det varmt, for pokker da hvor smager deres vin godt, for pokker da hvor er det fascinerende, for pokker da hvor er der mange hunde, for pokker da hvor er det magisk, for pokker da hvor er de sorthaaret!! – for pokker da hvor er det FANTASTISK!!!! Jeg fik jo selskab af min far i starten af marts, hvilket har vist sig at vaere noget saa interessant. Afstandene har faaet voksevaerk, valutaerne har formeret sig (godt nok havde Cuba 2 valutaer, men vi er oppe paa 7 indtil videre), hojderne er blevet hojere (vi har kigget ned paa verden fra 5000m!), kulturerne mangfoldigere, smagsoplevelserne opgraderet (Cuba go home!) – tja, hvad har ikke forandret sig...? Selv jeg har faaet et twist af noget nyt i mig – som jeg stadig smager paa.....:o) Det er et skont kontinent. Livet har sin gang hernede, som alle andre steder i verden, og den er ofte meget forskellig fra vores. Nogle kulturer er mere praeget af fastholdelse af oprindelse og stolthed (Paraguay og Chile, for pokker hvor det klaer dem!!!) mens andre har en storre trang til at kopiere og en undertone af arrogance (Argentina). Trods vores forskelle og afstanden til denne del af verden foler jeg endnu engang af verden er rykket et skridt taettere paa. Verdenskortet er blevet mindre og jeg har faaet mig en storre legeplads:o) Skont for en barnlig 34-aarig sjael som mig!!

Peru – togturen fra Puno til Cusco – april 2008

Ahh, hvor min sjæl nyder alt det grønne. Igen slubrer jeg indtrykkene i mig – som i Miami – efter alt for land tids ’tørke’. Humøret stiger, smilet bliver bredere og jeg kan ikke lade være med at føle mig en smule mere veltilpas.
Toget slendrer gennem det peruvianske land, som lige så varmt og imødekommende tager imod os. Landskabet er prydet af rolige og bløde bjerge som er beklædt med fløjs grønne ’tæpper’ af små buskadser fra top til tå. Den frodige slags budskads. De skaber en tryghed når man kigger på dem, måske fordi deres højder ikke på noget punkt er uopnåelige, måske fordi de er så indbydende at se på – måske fordi de har ligget der i milioner af år og aldrig gjort en sjæl fortræd.
Floden som løber langs togskinnerne skaber kløfterne og dalene vi kører igennem. Det er et fantastisk smukt syn! Det minder mig lidt om Skotland, bare mere dragende, mere intenst og mere majestætisk. Jeg hygger mig med at vide, at der findes steder som disse på jorden.

Til tider dukker et par fårehyrder op - kvinder som mænd. Deres farvestrålende tøj lyser op blandt naturens varme farver. Med deres stok gener de deres små uldtotter rundt på frodige sletter så de kan spise sig tykke og fede. De ænser vores forbifaren og stopper op, nok mest fordi vi forstyrrer deres frirum og tanker, som de har vænnet sig til gennem hele deres liv. De har betrådt disse sletter til hudløshed, igennem sol, regn, sne, frost og vinde fra alle retninger. Drevet af overlevelse og traditioner. Der er noget ydmygt over deres færden. De fascinerer mig disse hyrder. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Paulo Cohelo's fårehyrde Santiago fra 'Alkymisten' som betræder Spaniens sletter med sine får. Han oplever verden og gør sig klog på livet på denne unikke og frie måde. Jeg tror disse mennesker er meget kloge og jeg tror de forstår sig på livet på en måde som vi kunne lære en del af.

Det siges at dette område omkring Cusco er meget spirituelt. Jeg husker også at have læst en bog som udspiller sig her, hvor hovedpersonen oplever en følelse af at alt smelter sammen, himmel som jord, og grænser ophæves. Det kan jeg snildt forestille mig…..

Chile/Bolivia – jeeptur gennem utopia - april 2008

At trække vejret i 5000 m højde – og nyde det!

Jo bevares, jeg følte mig da lidt halvberuset, men hvem ville ikke gøre det i den højde? Enten forårsaget af det fantastiske landskab som møder ens blik heroppe eller den manglende ilt som IKKE viser sig heroppe.

Men ellers var det næsten a piece of cake!! Alle de bekymringer jeg havde gjort mig om højdesyge forduftede i den tynde luft. Sikke jeg kunne overraske mig selv! For en stund blev jeg næsten helt i tvivl om jeg i virkeligheden hørte mere til deroppe.

Jeg følte sådan en pudsig lethed i hele min krop mens jeg var deroppe. Som om jeg svævede. Alle mine sanser blev skærpet og jeg havde svært ved at definere hvor jeg ophørte og omgivelserne startede. Lyder flippet, jeg ved det, men det VAR det sgu også! Jeg tror det var en kombination af forventningens angst (efter min lille højdesyge oplevelse i Mendoza), det ´out of this world´ surrealistiske landskab, som er fuldstændig livsforladt men dybt nede indeholder en kraft som jeg ikke har oplevet før og som man kun kan have respekt for, solens hypnotiserende styrke og det anderledes lys den skaber når man er så meget tættere på den, og cocabladenes dulmende effekt som begyndte at sætte ind…….o) Mens jeg lod alle indtrykkene skylle igennem mig og indsnuede den dyrebare luft måtte jeg konstaterer at det var ret okay at forsvinde lidt væk i højderne.

Landskabet fortjener en nøjere beskrivelse. Det var en blanding af et måne og mars landskab, pyntet hist og pist med et par hvide bjergtoppe i baggrunden, som underneden var sprængfyldt af mineraler der lavede kreative formationer på bjergsiderne. Et par spydige gejsere med deres skønne odør (not!) og svitsende grålige grødmasse som de jævnligt spruttede og spyttede efter os.

Laguner i hvide, grønne og blodappelsinrøde farver og tusinder af flamingoer, lamaer og vicuñaer, med deres forsigtige sind som tvang dem til at holde sig på afstand af os. Livet deroppe var ligesom gået i stå. Der var en stilhed så skøn, så ren, så fri. I modsætning til den stilhed jeg oplevede i Arizonas red rocks var det her en stilhed som inviterede til solitude, uden tidsfornemmelse.

Vi mødte en jeep i ny og næ som tilbagelagde samme rute som os. Højst sandsynligt okkuperet med turister som sad, ligesom os, og stirrede ud af vinduerne, forstenet i blikket og fyldte i hjerterne. Ellers var det det mest menneske tomme stykke land jeg nogensinde har krydset over 5 timer. Jeg overvejede engang imellem om jeg var intimideret af det tomme, åbne landskab som ingen ende synes at have. Men nej, det kunne ikke skræmme selv den skrøbeligste sjæl.

Som aftenen tog til begyndte bjergene at kaste deres enorme skygger ud over sletterne. Solens lys skabte en levende ild, dansende på himlen og gjorde den konstant foranderlig. Horisonten stod i knivskarp kontrast til de veje som vi kørte på men ofte overhovedet ikke kunne ses. Vores uundværlige guide Carlos kendte dette landskab som sin egen baglomme så han tog det ikke så højtideligt at vi engang imellem så helt fortabte ud.

Næste morgen vågnede vi efter en kold, lydløs og kort nat. Solen var stået op og jeg kunne ikke komme hurtigt nok i tøjet for at hoppe ud og sige godmorgen til den. Luften var kølig og sprød og landskabet lå som en drøm for fødderne af os. Jeg legede lidt med hundehvalpen og knipsede et par billeder af æslerne før vi drog afsted igen.
Pludselig var det der. Det hvide utopia. Saltørkenen som vi havde læst om og set billeder af, lagde sig for fødderne af os med sit næsten guddommelig udseende. ALT var hvidt så langt øjet rakte. Det blændede os og forstenet os på een gang. Vi stod og stirrede med åben mund, uden at en lyd hørtes fra os. Vi kunne slet ikke løsrive vores blikke fra det. Det var ikke sne, det var ikke skyer, det var ikke is – det var salt. 120 kvadratkilometer af salt! For mange tusinder af år siden udtørrede 2 søer lige der og efterlod uanede mængder af saltflager som når dyber helt ned til 10 meter. Overfladen er smukt dekoreret af et heksagonalt mønster, som naturen skaber helt af egen hånd. Underfundigt! Her tales om et ægte naturfænomen af sublim karakter.

Det kompakte salt havde en fantastisk lydisolerende effekt. Det var ligesom der var stilhed før storm – men stormen kom aldrig. Alle lyde forsvandt lige så hurtige som de blev skabt og tilbage var blot det store åbne landskab, oplyst af det hvide underlag. Jeg ku ikke lade være med at føle mig som et barn på den største legeplads nogensinde.....:o)

Chile - marts/april 2008

Skønhed - uden ord

Valparaiso

Viñar del mar

Santiago de Chile

La Serana & Vicuña dalen

San Pedro de Atacama

Argentina – Mendoza – marts 2008

Sikke farver, sikke fryd for øjnene. Mendoza var vores introduktion til de sydamerikanske bjerge – og hvilken introduktion! Vi har set bjergkæder så farverige, så rå, så golde, så intense, så fantastisk smukke. Jorden gemmer på alle verdens mineraler i smukke farver og her i disse bjerge vælger den lige så klogt at udstille dem alle – som en anden farvepalet! Hvilket syn!

Bjergene er så høje at det næsten er uvirkeligt. Solen er så varm at jeg ikke kan lade være med at smile, vinen er så blød at jeg bare vil have mere, byparken er en ren fornøjelse for mine fødder at betræde på min morgen løbetur mens jeg beundrer solens skønne farver som den rejser sig over bjergene i morgenlyset. Lykke er……

Vi nød landskabet til fods, til hest, til bils og bus(?), til lufts (forklaring; vi kastede os ud i 1,2 km kabel, fastspændt i en sele, opdelt over 6 etaper, som var hængt over kløfter og floder – 2 af dem foregik med hovedet nedaf!) og til cykels. Vi osede i Mendoza – natur osede. Det var som et bedre sommerudsalg vi var endt i, af naturens varer.

Argentina - Buenos Aires - marts 2008

Det er som om byen prover at vaere noget den ikke er – en metropol. Ved forste ojekast kunne man hurtigt forveksle den med det. Faktisk er der en snert af New York i byen her; den maade den tager sig ud paa, den maade gaderne er fyldt med mennesker, taxaer, busser og forretninger paa og den maade byen er planeret paa.
Men den sande konstatering er, er at det IKKE er en metropol – i mine ojne. Der er for meget affald i gaderne (over alt), der er larm og udstodning, som overgaar den aktivitet jeg ser i bybilledet, attituden er latinamerikansk – heldigvis – og ´mañana´ mentaliteten er sund og veleksisterende her i byen. Og selvom politibilerne har alarmcentralens ´911´ printet paa bilen og selvom taxaerne har gule tage som i NY, ja saa er det stadig Buenoes Aires, en by i Sydamerika. Et sted hvor kultur, sprog og holdning er langt fra USA, men de prover insisterende paa at kopiere netop USA oplever jeg.
Men - ved en stille observering fornemmer jeg dog stemningen af argentinerne her i byen – uden at jeg kan beskrive den. Det er noget som føles rart, det føles venligt – seføli med en snert af arrogance som argentinerne er flest :o) – og det er hjaelpsomt. Det ligger ligesom i luften, faktisk lige under overfladen og det ville klaede baade dem og byen saa umaadelig meget hvis de smed facaden og bare var sig selv......

Mine danske rodder traeder tydeligere og tydeligere frem som jeg rejser gennem det sydamerikanske kontinent. Selv om jeg sidder her i La Boca, et smukt kunsterisk bydel i Buenos Aires, kan jeg ikke lade vaere med at sammenligne det med noget velkendt i Danmark som jeg holder af. En hyggelig stemning a la Nyhavn. For her i La Boca gemmer sig en hygli´ stemning under alt turist gojleriet. Fordi La Boca ligger ned til en kanal, fordi La Boca er brostens belagt og man faar lyst til at slentre gennem gaden, fordi La Boca er et ´must´ for turisterne, fordi La Boca i tidernes morgen og stadig er et fattigt kvarter som Nyhavn ogsaa var..........
Den tendens at taenke paa velkendte steder hjemme i Danmark traeder ofte frem hos mig paa denne rejse. Billeder og oplevelser hjemmefra stryger gennem mit sind mens jeg betraeder nye omgivelser. Hmmm, min udlaengsel er maaske ved at blive overhalet af min hjem laengsel. I hvert fald opdager jeg at det jeg har derhjemme er noget ganske saerligt ;o))

Paraguay - det skønne landsted Don Emilio

Det er det smukkeste, mest fantastiske sted jeg nogen sinde har oplevet. Det er en ‘estancia’, en farm som tager imod turister. Jamen altsaa, hvilken natur!! Hvilken tranqulity, hvilken underfundigt sted! Vi er midt paa landet, omringet af det mest laekre landskab man kan forestille sig. Alt er gront omkring os saa langt ojet raekker og den naermeste by ligger 16 km vaek. Selve grunden er paa 5000 hektar. De har 3500 koer, 80 heste, faar og geder og guderne maa vide hvor mange hons, gaes og kalkuner. Der er saa fredsfyldt at man helt taber sit hjerte til dette sted. Vi modte ejeren kort, for de tog tilbage til Asuncion hvor de bor – ca. 150 km. Sikke nogle skonne mennesker. Det er 5. generation som ejer stedet, med fransk afstamning. Vi er de eneste gaester paa estanciaen lige nu, som har 9 vaerelser. Det foles som paradis. Der er ridning ad libitum, som BAADE MIN FAR og jeg har benyttet os af. Hestene er smukke, sunde, staerke og lydige som en anden politihund. Alt er som en drom her; Den kolige swimmingpool, det antikke udsmukket vaerelse vi bor paa, ildfulgerne dansende i tusmorket, stjernerne som blaerer sig paa nattehimlen, stilheden som blot brydes af dyrernes grynten og prusten engang imellem og ikke mindst Virginia og de andre der arbejder paa stedet som gjorde vores ophold faenomenalt! Tusind tak for den mest uforglemmelige opelevelse jeg har haft. (Overvejer at starte et lille bueraeu,som tilbyder get-away turer til Don Emilio.) Check deres hjemmeside: www.donemilioestancia.com
Vi blev der i 3 dage før vi kastede os i djaevlens gab – det mest buldrende vandfald i verden – Igauzu falls.

Paraguay - byen Asuncion - marts 2008

Jeg sidder her i Asuncion, paa hotellets net cafe, receptionisten ved siden af mig, jammende til lokal rap musik. Yo Yo!!
Her er FANDENS varmt. Ca 40 grader og meget fugtigt!! Puhhaaa, haaber min lille krop kan vende sig til det. Der er en pudsig af slappethed over byen saavel som i menneskerne her. Det virker som om halvdelen af byen er paa ferie et eller andet sted!. Det vi har set af byen idag er ikke saerlig impornerende (til Asuncions forsvar ska det lige siges, at det ikke er saa meget) Deres smaa parker er super hyggelige og fyldt med dejligt skyggende treaer. Og vi tager traveskoene paa imorgen og leder efter flotte bygninger og skujlte originale gyder – altsaa de hyggelige af slagsen!
Jeg kom i nat og min far ankom i formiddags ved 11 tiden. Receptionisterne smilede bredt da de saa vores genforenende kram og mit hjerte jublede af glaede! Vi har 9 ugers eventyr foran os her i Sydamerika og jeg glaeder mig som havde jeg en uaabnet gave foran mig. Der er noget helt specielt ved forventningen glaede. Den foles helt unik nede i maven og er svaer at erstatte med noget andet.Farmand sover trygt ovenpaa og jeg gor ligesaa om lidt.......klar til morgendagens nye oplevelser........
Det siges at vaere et land fuld af korruption. Det sigeas at vaere et ludfattigt land. Det siges at vaere farligt at faerdes i gaderne i Asuncion. om aftenen.
I de 2 dage vi nu har vaeret her har jeg ledt laenge efter disse tendernse, men de gemmer sig godt nok godt. Maaske er jeg en blaa ojet turist som er mere optaget af alt det nye som Asuncion har at byde paa – hvilket jeg i saa tilfaelde kun er glad for – eller maaske er det mere en skrone end noget andet. Jeg har indtil videre kun oplevet en rolig by – dog uden en storre charme – men med super venlige mennesker som er meget beskedne. De forekommer mig lidt tilbagetrukne og kunne aldrig finde paa at springe dig i hovedet som en anden trold op af en aeske. Naar du tiltaler dem svarer de dig hofligt og meget hjaelpsomt, og saa lader de dig vaere. Den mest extroverte gadesaelger vil maaske hive et par dimsedutter frem og naesten undskyldende prove at saelge dig hans krims krams. Men hvis du blot siger nej tak, bliver han stille og traekker sig lige saa lydlost som han kom. That´s the spirit!!
De har til gengaeld en skon maade at glo paa een paa. Et naesten forstenet blik, uden at fortraekke en mine, og alligevel fornemmer jeg at de tager alle indtrykkene ind. Det er hverken intimiderende eller indvaderende – mere nysggerigt, paa deres egen beskedne maade. Jeg maa tage mig selv i at usikkert slaa blikket ned fordi jeg ikke kender denne minik. (Og maaske er det i virkeligheden rimelig belejligt for deres fortove har flere huller og ujaevnheder end godt er!)
Det er en stor kontrast til fx Cuba – et meget anderledes karaktertraek. Jeg finder det super interessant at se hvordan mennesker fra det vi maaske – i grove traek – vil definere som samme kultur, er alt andet end ens. De har maaske det tilfaelles at de begge befinder sig i det latinamerikanske, men deltaljerne i deres kultur og liv tegner tydeligt forskellene.

Deres smaa byparker er smukt dekoreret med store frodige traeer. Det liver byen op, som ellers er rimelig solle at se paa. Ikke saa mange inspirende bygninger, ikke nogle spaendende gyder at forsvinde ned af, ikke nogle fantastiske farver som traekker i ens smilebaand. Men efter at have vaeret her nogle dage kan jeg alligevel se at byen har karaktér! Menneskerne er dejlige og maden er rigtig laekker – og billig!! – tilberedt af hjertet og severet med et smil. Trods Asuncion blot skulle vaere et pit stop for at komme til Iguazu, verdens storeste vandfald, har det givet mig en uforglemmelig oplevelse af et indbydende land og en dejlig kultur. Nok et sted som jeg aldrig havde overvejet at besoge og den fornemmelse af at kunne kigge paa et verdenskort og genkalde mig billeder, lyde, dufte, oplevelser og minder fra de fjerneste kroge af verden er helt speciel.

Naa, hvad laver man saa i en by som ikke er saerlig charmerende og som blot er et pit stop til noget meget storre og mere spaendende,?! Jo, man skruer op for varmen til 45 grader!!!, og hopper ind i en air-con bil med en lokal guide! Et eller andet maa der da vaere at se!! Jeg kunne slet ikke taenke eller lade vaere i den varme. Jeg rendte rundt i en konstant ‘ud af kroppen’ oplevelse i flugt fra heden.
Vores guide Manuel talte tysk!!! Hvad sker der! (Til dem af jer som har laest mine forste indlaeg vil vide hvad jeg mener og til nyankomne, ja saa har jeg stort set stodt ind i tyskere over alt paa min rejse) Og nu en paraguaner som taler tysk – flydende endda! Historien bag er, at han har boet i Tyskland i mange aar og der er generelt en staerk relation til Tyskland her i Paraguay, uden at jeg kan huske hvorfor.
Anyways, Manuel formaaede at finde spaendende ting frem til os. Gamle paladser, museumer, centralbanken – et kaempe monstrom af en bygning, som er indhegnet af et solidt staal hegn, dekoreret med sikkerhedsposter overalt som et andet Fort Knox. – et gigantisk markedet med det storste udvalg af indvolde jeg nogensinde har set. Eller det vil sige, jeg saa ikke saa meget, holdte mig tvaertimod for naese, mund og ojne og lod mig fore af Manuel. Danm, det var nasty!! Alt andet paa markedet var som man kender det; alt fra frugt til sko til ost til cd’er til krydderier til toj.
Det mest fascinerende jeg saa paa den tur med Manuel var en kirkegaard med de mest fantastiske ‘gravhuse’ jeg nogen sinde har set. Det var ligesom at gaa i en miniature by med smaa huse, lavet af det smukkeste marmor med tusindvis af udsmykninger i form af stukke, bronze, kobber, stobejern osv. i alskens farver. Jeg var fuldstaendig maalos! Jeg kunne snildt have spenderet hele dagen derinde og udforsket hvert et lille ‘hus’. Kirkegaarden var indrettet med smaa gader – og ja, der var ogsaa gadenavne!! - hvor disse ‘huse’ laa paa. Hvert gravhus tilhorte en familie, hvor ofte flere generationer laa begravet. Jeg springer lige kort i tiden og hopper frem til Buenos Aires, som vi var i lige inden paaske. Der var nemlig ogsaa denne slags kirkegaard, med smaa gravhuse. MEN – den var holdt i de normale graa/sorte farver som vi kender det fra kirkegaarde. I Asuncion var der nogle der havde tabt farvepalletten ud over gravhusene! Det var saa smukt at se en kirkegaard med saa meget liv!! Og uden at jeg skal blive alt for filosofisk bed jeg mig maerke i, at doden faktisk kunne blive en lidt lettere størrelse med alle disse farver.

Slutteligt tog Manuel os med op paa en bakketop lidt ude for byen med en skon udsigt. Disen laa tungt ud over landskabet pga varmen. Av hvor det kogte. Vi tyggede lidt paa den tykke luft og korte tilbage til byen. Dér havde jeg arrangeret med vicevaerten i en bygning som laa taet paa vores hotel, at vi kunne nyde udsigten over byen fra deres 17. tagetage. Det var fedt!! Vi kunne se hele byen og floden Rio Paraguay som danner den ostlige ydre kant af Asuncion.
Vi nod en let aftensmad paa en super hyggelig lille bog cafe rundt om hjornet. Min far fik serveret sin 0,6 L ol i en vinkoler, som de gor meget hernede. Ollen skulle jo nodig blive fesen! Jeg nod min kolige hvidvin mens varmen blevet jaget bort fra min krop. Mmmmm, se la vie......

Arrrrghhhh......!!!

Verdens sureste opstod kommer her!! Og tro mig, det er surt! Og alle I kaereste, dette er alene for at faa fri passage til skrivelysten igen, om min lille verdens rejse.
Jeg har mistet mine forste 670 billeder fra min tur. Jeg havde gemt dem paa en super smart (yeah right!!) USB nogle, som er lavet saa lille, fanden tage den smarte teknologi, at den forsvandt mellem mine fumlende finger og andre dimsedutter jeg havde med mig paa en internet cafe i Buenos Aires. AARRRGGHHHHH!!!, prust, ston, skrig, skraal, grrrrrrrr.
Jeg er sat´me tosset - paa mig selv allermest - og sefoli paa hvem end der var saa smart at opfinde en SAA lille USB nogle! Jeg ska jo nodig baere ansvaret alene...;o) Den burde jo helt aabenlyst veje et tons og fylde en hel rygsaek! Eller ogsaa skal jeg maaske holde snitterne fra saadan noget nymodernes noget for jeg ved hvordan man bruger det - og gemmer det!!

Ingen billeder i denne omgang - det maa blive et live diasshow med kropslige rekvisitter og dertilhorende (gaet) og grimasser nar jeg kommer hjem. Jeg kan blot konstatere, at jeg er i super god behold - og min papa lige saa, hvilket jeg er kiste glad for - og mine billeder sikkert er blevet konverteret til 0 gigabites. Og set i det perspektiv er gigabites pludselig ingenting..........

For nu, god paaske til jer allesammen og kys foraarsblomsterne fra mig og sig at jeg savner dem. Jeg vender tilbage naar skriveblokaden er ophaevet.

USA – Phoenix – 27. februar – 4. marts

Jeg ser lige at jeg helt har glemt at forteaelle om mit besog i Arizona, som foregik efter Miami og inden jeg floj til Paraguay. Det synes jeg ogsaa du skal have med.......
Endnu et nyt sceneri. Og endnu engang smukt! Og knastor luft hvilket var haardt for huden – og naeseborerne – efter at have tilbragt 1,5 maaned i fugtigt klima. Jeg skulle besoge et vennepar af mine foraeldre. Efter at have skiftet hamp og smurt mig ind fra top til taa nod jeg dagene med Bob og Charlotte. De arbejder begge med coaching, udvikling af personale og workshops i den genre, saa vi havde nogle fantastiske snakke over rodvin by the pool side. Det var ren luksus hos dem. Tak for det.....!!
Jeg tog mig en vandretur i de naertliggende bjerge, som er gudesmukke. Jeg er fuldstaendig betaget af den slags natur!! Goldt, ujaevnt, barskt og fuld af karakter.


De tog mig med til det kendte omraade Sedona, som har de mest fantastiske red rocks. Et meget spirituelt sted siges det og der er ingen tvivl om, at der er noget helt specielt i luften der. Der er en stilhed og ro som samtidig indeholder tanker, folelser og sjael fra lang tid tilbage. Det er svaert at beskrive – det skal opleves.
Jeg rog rimelig hurtigt over i det internationale hjorne igen. Vi spiste paa endnu en cubansk restaurant – what a treat!! – paa en mexikansk, paa en cowboy-kansk, dvs vi fik buffalo kod og lavet os en homemade tapas night med tabouli, hummus og graeske oliven. Det var skont at cruise verden rundt i lille Arizona mens selskabet forblev det samme - ligesom sceneriet ogsaa var uforanderligt.....:o)

USA – Miami, Key West og omegn – 15. – 27. februar

Det var som at komme til en helt anden verden. Jeg tog mig selv i at sidde paa en cafe paa det beromte Ocean Drive i South Beach og taenke folgende:
Jeg sidder her paa det som for amerikanerne er ´den franske riviera´. Har lige bestilt en salat og faaet skaenket et glas iskoldt hvidvin til.
Havet er smukt som himlen, palmerne matcher farven paa min knaeksprode salat, gaderne er fejlfri, bilerne er enorme, toptunet og byens spejbilled ser fantastisk ud i skaeret paa kolerhjelmen. Alt der her er blot et spytklat fra kaotiske, kontrastfyldte og intense Cuba. DEN kontrast i sig selv er ubegribelig. Alt er tilgaengeligt her! Min lille krop slubrer det i sig og mine sanser har lang vej endu for de bliver maette.
Den latinske atmosfaere har sneget sig ind her og udgor en storre del af bybilledet og stemningen end det ordinaere USA, hvilket kun er en fordel. Jeg har faaet det bedste af 2 verdener – sjaelen fra det latinske og overflodigheden fra USA.
Min salat er dobbelt saa dyr som paa Cuba, 3 gange saa stor og 4 gange saa laekker! Jeg maa indromme, it´s gooooooooooooooooooood to be back!

Dagene gik hurtigt og jeg tullede allermest bare rundt og – var! Tog nogle yoga klasser (paa stranden og paa solterassen paa et hotel med udsigt over havet!! Av av.....), spiste mig lidt tyk og fed ( i min verden), modte ufattelig mange tysker paa vandrehjemmet som jeg fik forvirret mit hovedet endnu mere med for jeg begyndte at tale spangermanlish til sidst!! Arrrghhhh....
Stodte paa en sydafrikaner paa vandrehjemmet ved navn Wolraad (hans mor var kunster!) som blot ventede paa at hans arbejdsvisum til Cayman Island gik igennem saa kan kunne flytte derud. Har faktisk aldrig modt en africans (som de hvide i Sydafrika hedder) for, saa vi starede altid morgenerne med hoj filosifiske snakke om apartheid, traditioner, forandringer og alt imellem. Super spaendende.
Samitidig med at jeg modte Wolraad, ham med den kunsteriske mor fra Sydafrika, modte jeg ogsaa en fyr fra Costa Rica. Han havde lejet en bil mens han var i Miami og for ikke at skulle spise ud alene en aften tilbod han Wolraad og jeg os at komme med til den her -oprindeligt -jodiske restaurant Rascals Place. Lod laekkert og vi joinede hurtigt i kor. Paa vej ud til restauranten kommer vi til at sludre om dit og dat og vores nye ven fortaeller frit fra leveren at han er i Miami for at kobe 'goods' til at saelge hjemme i Costa Rice. Altsaa hans egen lille 'okologiske' business. Det er meget billigere for ham, han tjener godt paa det og nu er han ved at vaere klar til at slippe for alle mellemmaendene som han er gaaet igennem indtil nu. Wolraad og jeg kigger paa hinanden og dober ham begge i vores stille sind 'gansteren' (ka ikke engang huske hans navn!!) Jeg spor lige saa frit fra leveren - 'how are you going to get it through the airport'? Gansteren svarer - 'I know people' !!! Okay dokay.........og ved ikke helt om jeg har rodet mig ud i den costarikanske mafia eller blot en middelklasse street pusher ( i skrivende stund staar det her stadig hen i det uvisse) Under alle omstaendigheder har vi os ihvert fald en super hyggelig aften som ender paa balkonen af et 'strandvagttaarn' - du ved dem man ser i Baywwatch - med 7 kaempe desserter fra restauranten, tjeneren var gavmild!, og champagne. Vi saa aldrig gansteren igen........

MEN vigtigst alt af – hvordan kunne jeg dog glemme det!! – var jeg til intim koncert med min latin boyfriend – Enrique Iglesias!!! Han spillede blot for mig – i svedigt lobetoj og med solen generende i ojnene (altsaa mig) – paa stranden!!Ej, okay, resten af den amerikanske befolkning var der naesten ogsaa, eller de fulgte med paa TV for det var i anledningen af det amerikanske morgenprogram Today at han optraadte. Rygterne hed sig at han havde festet hele natten i det beromte natteliv i Miami og at han grangiveligt havde lidt af en ´off´dag. Se, det kunne lille forblaendet Sabine ikke se! Hun rokkede bare derud af, storsmilende og skingert skraalende som en anden teenager. Ved godt han er lidt (meget!) af en flodebolle men han er en god flodebolle!!

Da jeg var ved at vaere klar til lidt nye oplevelser i det sydlige Florida dukkede tysk/tjekkiske Adela op, som havde samme tanke. Hun var paa en solo ferie i Miami og omegn i 14 dage. Saa en to tre og vi lejede en bil og udforskede det sydlige Florida.

Det tager ca 4 timer at kore til Key West, som er det sydligste i Florida, faktisk i hele USA. Turen derned fra Miami bestaar af smukke smaa oere, lange broer, tyrkisk blaat hav, mangroves over det hele, en svitsende sol – og en dejlig air-condition bil! – skjulte strande og en puls der bare falder og falder jo taettere man kommer paa Key West. Skont!!
Igen et sted som er langt fra mainstream USA. Vi dasede, nod key lime pie som de er saa kendte for, cruiset rundt i byen paa en bredmaaset cykel og leget paparazziaer. Alle husene er som smukke sommerresidencer, bygget af trae, hvilket overhovedet ikke giver mening taget antallet af orkaner som passerer forbi i betragtning!!
Vi spiste paa en cubansk restaurant med 4 andre tysker – igen en totalforvirring for min hjerne! – men en meget bedre kulinarisk oplevelse end paa Cuba maa jeg blankt tilstaa.

Og jeg fik endnu et glimt af berommelse da vi blev fotograferet og interwievet til den lokale avis! I´m a superstar...... i joggingtoj og kunstige afdanket cubaner negle! Gaar sgu ikke saa godt for mig naar kameraet ruller.......Alligevel kom vi paa forsiden som en anden ´breaking news´ historie. Den handlede om at det vandrehjem vi boede paa, som er det eneste i Key West, var truet af lukning til fordel for et lejlighedskompleks for aeldre gangbesvaeret – og andre nisser! Den lokale journalist var en stor fan af det pulserende back-packer liv saa han skruede hurtigt en historie sammen om livets gang paa vandrehjemmet.
Vi saa ham aldrig igen men samme morgen som vi skulle tilbage op mod Miami blev vi stoppet i den lokale coffee shop: ’Hey, isen´t that you in the paper there?’ Og der stod vi paa forsiden af The Key Noter. Det er det jeg sir, I´m a superstar.....ha ha

Eftersom min plan var at tage til Phoenix en lille uges tid inden jeg skulle mode min far i Paraguay d. 6. marts, spenderede Adela og jeg den sidste dag sammen paa at udforske The Everglades. Et naturomraadet i det sydlige Florida, som hovedsageligt er ren sump. Jeg tror vi har ramt det i den torre tid, for der hvor vi korte i nationalparken var der ikke snerten af sump. Senere saa vi nogle billeder fra nogle tysker (igen!!) som havde vaeret i det sumpede omraadet som man – selvfolgelig! – kun kan komme til via baad!

Cuba – Habana, igen igen! – 12. – 15. februar

Det var en fejl at tage til Habana igen.Ikke at forstaa, at det er Habanas skyld – slet ikke!! Det er helt min egen. Habana skal ikke bebrejdes her – slet ikke! Det er bare, i mine ojne, ikke den rette by naar man ikke har overskud. Og paa det her tidspunkt var jeg lidt lost. Jeg havde ikke rigtig nogen fornemmelse for hvor jeg ville hen, hvad jeg ville se, hvilken omgivelser jeg onskede eller noget som helst. Det eneste jeg vidste var, at jeg var fyldt op af indtryk, oplevelser, steder og mennesker jeg havde modt. Jeg folte mig alene.......ohhh, jeg VAR alene og det slog lidt haardt lige der og saa var jeg frustreret over at jeg altid skulle bruge energi paa at gore mig forstaaelig, trods mit spanglish.
Jeg havde simpelthen go´ gammeldaws hjemve!! Jeg savnede alt det kendte omkring mig derhjemme. I var allesammen i meget hoj kurs hos mig de 2 efterfolgende dogn kaere venner og familie!! (aad tonsvis af tudekiks) Min lille krop kunne ikke rumme mere . Jeg havde brug for tid til at fordoje mine rejse eskapader og lade dem finde deres plads paa mit lager, for som tidligere naevnt er Cuba indbegrebet af intensitet!! Og det foler jeg, at jeg kan sige uden egentlig at have set saa meget af landet rent kvadratmeter maessigt..

Alt dette kan jeg sige nu, efter at have kigget lidt i reflektionernes spejl (gir for det meste et ret godt spejlbilled.....o) Saa i virkeligheden tror jeg, at et hvilket som helst nyt eller ukendt land havde vaeret forkert for mig lige der. Saa meget klogere og saa fyldt af nye oplevelser – god cocktail!
Efter et par dogn af rodloshed, frustration og et velment besog af utidige 5 aarige Sabine, besluttede jeg at soge lidt ´neutral´ grund, hvor jeg kunne finde mig selv igen. Jeg miksede en cocktail af det velkendte USA med et touch af det latinske (kan jo ikke lobe fra at jeg er lidt vild med det) – og vupti, saa stod der Miami paa flybilletten. AC, tak fordi du inspirerede mig med dine eskapader derfra!

Cuba - paa vej tilbage til Habana, igen – 12. februar

Jeg er lidt trist i hjertet over at forlade Vinales. Det sted paa Cuba hvor jeg har folt mig mest hjemme og modt de mest autentiske og dejlige mennesker. Ay ay ay, der er skont!
Nok det mest civiliseret liv paa Cuba og levestandarden er tydeligvis en tand hojere end resten af Cuba. Der er et storre udvalg i forretningerne, internet forbindelsen er hurtigere, flere taler (bedre) engelsk og alt fungerer bare bedre. Jeg maa vist ogsaa indromme at det har vaeret med til at gore det saa skont for mig. For Cuba er sgu generelt langt fra vores vestlige verden.
Vi korer paa motorvejen, paa vej til Habana i en almindelig bil. Makarel som chaffor (noget i den stil hed han), mig samt 3 cubanere – en mor, datter og barnebarn Miguel – som passager. De 3 skal til lufthavnen. Miguel bliver torstig og vandflasken ligger i den anden bil bag os, hvor resten af familien er. Hvad er mere naturligt end at saette farten ned, taende havari blinket og med en haand gestus ud af vinduet vifte vores foljton bil bagi til at stoppe. Miguel er jo torstig!! Det er sgu iorden synes jeg. Samt et typisk udtryk for hvordan livet er paa Cuba – nemlig meget umiddelbart. De behov der er her og nu er dem som taeller. Man gaar med flowet uden saa meget planlaegning og tar tingene som de kommer. Det er en kultur, hvor man laener sig meget op af hinanden og sjaeldent gor noget alene. Et land, hvor folket er fortvivlet og rasende paa systemet fordi de (folket) godt ved bedre. De ved godt hvordan de bliver snydt og holdt fanget af den selv samme regering som, officielt, skulle tage haand om dem og give dem muligheder.

Cuba – Vinales – 4. – 12. februar

Skont skont skont!! Det fik mig til at taenke meget paa sommerhuset (mine foraeldres sommerhuset ved Sejero bugten) – hvilket gjorde mig glad og varm om hjertet. Derudover er der bare vidunderligt i Vinales! Naturen er overvaeldende, gron (selvom det er den torre tid), varm og en pudsig blanding af utrolig mange traesorter paa en gang. Fyrretraeer side om side med palmer.
Der er virkelig et liv langt under 60 km i timen. Hastigheden indeni saenkes blot paa turen derhen – ca. 130 km stik vest fra Habana.
Der dufter af natur, ro og fred (hmm, ikke at jeg helt praecist ved hvordan ro og fred dufter) og en svag duft af pot - paa den goe maade (se DET ved jeg hvordan dufter!) Der er ligesom en slags sodme i luften, som ogsaa afspejler sig i stemningen og menneskerne i byen (altsaa sodmen, ikke potten!) Alligevel taenker jeg - gad vide om man foler sig konstant skaev hvis man bor der?
Anyways, der er flere casa particulares end der er indbyggere i Vinales – naesten da. Tydeligvis lever Vinales af turisme og turisme alene. Og alligevel skulle man tro at meneskerne bar storre praeg af det end som saa. Tvaert om er der en skon aegtehed i deres personligheder.
Alle husene er ens i form, dog ikke i farver, og det giver stedet et islaet af at vaere eet stort bo-faellesskab. Jeg folte mig virkelig paa landet uden at det prmitive liv nodvendigvis fulgte med, hvilket er prisvaerdigt! Paa landet fordi det er midt i naturen og hovedgaden er smukt omkranset af fyrretraeer. Paa landet fordi det er okay at rende rundt og vaere svedig og beskidt efter en dags vandretur – noget man overhovedet ikke overvejer i Habana.
Jeg blev rigtig gode venner med datteren af et af de casas jeg boede i. Yonaisa hedder hun. Skon tos paa min alder! Vi tog ud og vandrede en dag med et par af hendes venner. Helt special dag for mig! Det var the cuban style fra morgen til aften. Vi lagde ud med cubansk kaffe (super staerk kaffe som du dor af – neasten - hvis du ikke tilsaetter sukker) – og det var saa uden sukker!! Lidt rom ved siden af og saa derud af. Det regnede den dag og det gjorde bare nature n endnu skonnere og os endnu mere pjattet. Vi havde Senor Juan med, en af Yonaisas venner, midt i treserne, som fortalte stolpe op og stolpe ned om vegetationen vi gik igennem.
Vi var til hanekamp (saa heldigvis ikke selve kampen, da der opstod uenigheder mellem to hane-ejere og de saa selv maatte saette deres egen ’kamp’ op) Vi kalder det vist machoisme i DK tror jeg.....:o) Fik en bid af stemningen der, blandet med et par ol og lidt skinke og log serveret paa et stykke skrivepapir!!! Aegte cubansk!
Vi tog en taxa tilbage – dvs en hest som trak en lille ’anhaenger’ i form af et par traeplader som var tomret sammen! Nice....
Derefter fortsatte aftenen med dans, mad og en masse RON! Av hvor jeg hyggede mig. Kan varmt anbefales at lade sig falde i armenen paa de lokale og lade dem vise dig hvordan de nyder livet.


Pinar del Rio – en lille historie – 8. februar.

Jeg var paa vej tilbage til Vinales fra Pinar del Rio. En by ca 30 km vaek, hvor jeg skulle have mit visa forlaenget. Dave og Katharine skulle forbi paa vej tilbage til Habana, saa jeg optod bagsaedet hos dem igen.
Jeg var forberedt paa at det kunne tage hele dagen at faa mit visum ordnet, med det super hurtige (?) tempo alt foregaar i paa Cuba, kombineret med den insisterende varme og buokratiet her. Men det tegnede faktisk ret godt. Der var ingen ko paa kontoret, ingen frokostpause eller anden aktivitet som kunne optage personalet og damen som arbejdede der, var faktisk super venlig og talte godt engelsk..
For at faa sit visum forlaenget skal man i banken og kobe 2 ’frimaerker’, sellos hedder de, for 25 CUC. Derefter gaar man til immigrationskontoret med dem, sit pas, adressen man bor paa, flybilletten ud af Cuba og vupti, saa faar man 30 dage mere hos Fidel.
Jeg havde vaeret saa snu at anskaffe mig disse sellos i Habana, saa jeg var ’good to go’ – ’listo’ som det hedder paa spansk – klar! Men nej, ikke helt. Det ene sello var lidt utydeligere i printet end det andet, saa de ville se min kvittering paa dem. Arrgghhh, den laa sefoli’ i Vinales. What to do??!!! Kob nogle nye og kom tilbage imorgen sagde de! What! Not taenkte jeg. Lidt snak frem og tilbage blev til at den sode – store! – dame paa kontoret hurtigt hidkaldte en cykeltaxi som tog mig downtown i Pinar del Rio, jeg slog et smut forbi banken og kobte mig et nyt sello og tilbage – op ad bakke, stakkels chaffor, som jeg stopfordrede med cola for at holde ham korende – til immigrationskontoret og faa det gyldne tempel. Juubiii!! Og som hun sagde da alt var overstaaet, og som hun i bund og grund har ret i – ’no pro’len’!! Alt er ’no pro’len’ paa Cuba.

Den selv samme cykeltaxi, min nye mest taaldmodige ven paa Cuba – fik jeg forklaret at jeg ville finde en ’marginal’ fik jeg kaldt den (helt forkert!) og kore tilbage til Vinales. En ’marginal’ er en dele taxi i form af en gammel beat up amerikaner bil, som cubanerne korer i. Det er billigt, det er autentisk, det er snavset, det er rustikt, man sidder meget taet, det er varmt, det er kubansk – det er fedt!!!
Min ven sorger for at jeg bliver installeret i en sort Chevy, hvor de feste vinduer mangler. Todo bien! En lille bitte aeldre dame med sin store taske slynget om skuldren, skal ogsaa med. Da hun horer prisen maa kun traekke sig da hun mangler hvad der svarer til 1 kr. Jeg naar ikk engang at taenke, jeg kaster hende ind paa bagsaedet og sir bare ’sefoli skal du med, jeg betaler!’.
Som jeg sidder i bilen foler jeg mig paa een gang overlegen og arrogant og samtidig som Moder theresa. Det er saa let et greb i lommen for mig at betale de ca 5 kr. – for 30 km – og for hende skaber det de forkerte folder i ansigtet da hun horer prisen. Sikken en konstrast, som naesten alt er i dette land. Nu vi er ved kontraster, saa koster en botte peanut butter ca 12 kr paa Cuba!! Mere end at korer ca 60 km i taxi! Det gir jo mening, ik?!!
Kort efter vi er kort har den lille aeldre dame glemt alt om det og sidder lige saa diskret og tipper sin fod i takt til den syende reaggaton som blaeser ud af hojtalerne bag i bilen. En slags musik som enhver dansker over 35 ville skrue ned for – ren booty shaking rytmer. Smukt, ik? That’s Cuba!!

Cuba – Habana igen – 29. januar – 4. februar

Det foltes som om pulsen var faldet, da jeg kom tilbage til Habana efter Trinidad og Varadedo. Kaos’et var vaek. Byen begyndte at aabne sig og vise sin ’hverdag’ – eller var det mig som fandt en hverdag i den?
Det blev den gamle bydel Habana Vieja, som fik aeren af mit besog denne gang. Trods Vedado var skon og Janette endnu skonnere havde jeg faaet nok af bilosen og det larmende hverdagsliv, som en hver by har. Habana Vieja er lidt et helle i den anledning, for i mange gader er bil trafik ikke tilladt.
Mercy, min vidunderlige vaert i dette casa particular, boede i en skon gammel kolonialsk bygning. Der var hojt til loftet og smukt indrettet. Hendes afslappethed – og til tider ligegyldighed – gjorde det muligt for mig at nyde 1 uges tid sammen med min ’cubanske fling’:o) Det er langt fra alle casas som indvilger i det, saa tak Mercy!

Jeg udforskede byen lidt mere. Blandt andet var jeg saa heldig at faa en sidste dag med Annette inden hun desvaerre maatte tilbage til Danmark. Av hvor var det godt at se dig igen:o) Vi nod det nationale kunst musuem og fik et indblik i den cubanske kunst – hvilket inspirede mig til at kigge efter malerier til at tage med hjem. Byen er spaekket med skonne, farverige malerier, som hojst sandsynligt bliver lavet pga det store flow af turister. Ikke desto mindre var de super flotte!!
Jeg fik lavet mine cubanske negle hos Katja, en lokal chica, som jeg fandt frem til ved at sporge mig omkring paa gaden. Hun havde en lille biks i et hjorne af sin stue, hvor hun kreerede de smukkeste design paa 10 mm tykke akrylnegle. De ser alt andet end aegte ud, men det er stadig flot, det er cubansk, det er sexet – ergo, jeg maatte prove det. Og jeg skal love for, at de har vakt opsigt. Aldrig er jeg blevet komplimenteret saa meget paa mine negle!! Alt det for blot 10 CUC (ca. 60 kr.) Og husk, for cubanerne er det naesten en halv maaendslon!!
Jeg var i biografen med Dorita – en skon dame, som jeg modte gennem Maja. Vi saa ’Singing in the rain’. Af alle steder havde jeg ikke ’regnede’ med at det blev i Habana jeg skulle se den. Iskold biograf – til gengaeld kostede det kun 1 kr!!!
Vi var paa skon kaffebar bagefter hvor jeg fik det taetteste paa en cappucino man kommer paa Cuba – ogsaa for blot 1 kr.! Jummi! Gracias Dorita......
Jeg var til en FED matinee (udtrykket for de salsa koncerter som bliver spillet rundt omkring i byen ved 19 tiden eller 24 tiden) paa Cafe Cantante. Jeg modte en landsmand fra salsamiljoet og av hvor fik vi givet den gas! Bandet Klimax, som jeg aldrig havde hort om for, var helt fantastiske!!! Tak for en top nice aften stranger – jeg ka ikke huske dit navn!
Og sidst men ikke mindst var der David og Katharine, det skonne australske par, som jeg modte. De boede ogsaa hos Mercy og var lige ankommet til Cuba. Retmaessigt (i forhold til dem) kunne jeg kalde mig en ’erfaren turist’ paa Cuba saa jeg delte ud af mine historier og de ligesaa om deres maaned i Peru og forinden deres 2 aar i Holland. Det var skont paa det tidspunkt at mode nogle mennekser fra min egen kultur (saadan da) og de var simpelthen saa afslappet, sode, havde en fantastisk humor og var saa lige til. De tilbod mig et lift med til Vinales, som var deres naeste destination og en af mine overvejelser. Saa en to tre, og jeg sad paa bagsaedet af deres bil, paa vej til nye eventyrer.

Cuba – Varadedo – 27. – 29. januar

En forfaerdelig ferieby kun for turister. I stil med Cancun i Mexico hvis nogen kender det.Dog med det smukkeste hav jeg laenge har set og min kaere veninde Louise gemte sig der sammen med sin mor, hvilket var grunden til at jeg slog et smut forbi her efter Trinidad og paa vej til Habana igen.
Vi hyggede os, nod stranden, legede som born i vandkanten – jeg har billeder til at bevise det! – spiste saa vi ikke kun vrikke med orerne og sov laenge. Det var GULD vaerd at vaere sammen med dig Louise!

Cuba – Trinidad – 21.- 27. januar

Ahhh, alt faldt ned i tempo. Livets gang blev rolig og bilosen blevet skiftet ud med hestesved og gadestov. Gaderne osede af ro og et meget tilbagelaenet liv.
Det tog noget tid for mig at slippe Habana og sindssygen og finde mig tilrette med stilheden. Min krop og sjael fortsatte med at lede efter den intense puls som Habana saa unikt gemmer paa. Men forgaeves........der var blot smaa gader med pjuskede toppede brosten, skaeve gadedorer som gemte paa et landsbyliv fuld af charme, historie og traditioner. Der var ingen pragende gadeskilte, ingen systematisk gadebelysning, ingen stojende biler, da storstedelen af trafikken gennem den lille by foregik til hest.
Der er smukt og charmerende som bare fanden i Trinidad! Det er paa sin plads at UNESCO har udnaevnt det til at vaere bevaringsvaerdigt. En kaskade af farver pryder bade billedet fra de skaeve lave huse. Super skont!
Maden blev pludselig smagsfuld og det konslose forsvandt. Kyllingen havde en god laekker saft og kraft, risen var krydret som i Indien, fisken var gratineret med ost og grontsager og et nyt tilbehor opstod i form af en saltet chips, lavet paa en endnu ukendt grontsag! Paa en god dad var det faktisk lidt af en kulinarisk oplevelse at besoge Trinidad.
Og saa var der stranden...........mmmmm!! What a day for a daydream! En lille skon tange af en halvo, med hvidt sand, dejligt skyggende palmer, turkis hav og en bagende sol. Naesten alle gadehjorner i Trinidad havde taxier ventende paa at blive fyldt op og pendulere de 14 km ud til Playa Ancon. Solle 2 CUC (ca.10 kr) skulle vi hoste op med pr snude. Bunden paa min solbrune kulor jeg render rundt med nu (ohhh, hva – er det koldt i Danmark?) blev lagt der.....:o)
Jeg delte Trinidad med Annette, min skonne veninde, som ogsaa var taget til Cuba. Tak for en skon skon tid sammen – alle dage og alle stunder. Jeg ville ikke have undvaeret en eneste af dem - du ved hvad jeg mener!

Cuba - Habana – 8.- 21. januar

Det er sindssygt!! Jeg er blaest omkuld af alle de indtryk. Aldrig har jeg vaeret et sted som har vaeret saa overvaelende. 14 dage foles som 2 mdr!! Kulturen er saa anderledes. Man bliver hele tiden introduceret til en ny duft, et nyt smil, en ny paatale, et nyt blik. Deres kultur lever saa meget i gaden, at alt opleves og udleves der. Deres personligheder er staerke, der rom er staerk, deres bilos er staerk, deres intensitet er staerk – selv en Viking foler sig vaeltet.

Naar de er glade larmer de, naar de danser larmer de, naar de spiser larmer de, naar de ser TV larmer de, naar de er sure larmer de – naar de sover (?) larmer de. Der er en puls i byen som ikke beder om fred.Var der nogen som sagde natte ro? Glem det!!

Og selvfolgelig skal Habana opleves! Uden tvivl!! Hvis der ikke er andre steder paa denne jord, saa derfor. Ellers – fordi den er saa forbandede afdanket paa en fandens smuk maade, fordi cubanerne er rovsode og baerger de storeste smil!! Fordi der er et musik mekka som naerer en hver sjael til MAX! Fordi det er godt at lade sig drage af det ukompliceret, tankefrie og simple liv engang imellem, fordi Rumbaen (afro-cubansk dans som danset hovedsageligt at sorte) er saa forforende og fraek (og OV, hvor ville jeg onske jeg var neger!!) Derfor skal Habana opleves!!
Den sitrende varme, bilosen, den konslose mad, jineteros, skodeslose blikke, kurtiserende tilraab, provokerende fraek dans – alt dette og lidt til, er Habana. What you see is what you get – ALL OF IT!!

Tiden forsvinder som sand ml fingerene her paa Cuba. Maja, alt forladt for de gange du ikke har ramt vores aftalte klokkeslet hjemme i DK. Jeg har fuld forstaaelse!!!! Har skaenket dig mange mange tanker fra dette tidslose land :o))

Jeg boede i et casa particular (hvilket betyder at man bor privat hos cubanerne) hos Janette, i bydelen Vedado, de forste 2 uger i Habana. Skon bydel med masser af kaempe gronne traeer, lidt vaek fra selve Habana bymidte. Janette er denne her underskonne cubanske kvinde, som serverede morgenmaden med det varmeste smil og den storste vrikkende numse! Det var himmelsk at bo hos hende..
Da jeg var syg nogle dage (rimelig hoj feber og var overbevist om at jeg blevet banket om natten -af mig selv?-med et baseball bat, for jeg var fuldstaendig smadret i hele kroppen) tog et par dybe fuger plads midt i Janettes pande. Hun bekymrede sig og var ikke rigtig rolig for jeg blev rask igen.

Glædelig jul til jer alle!

Lad alle nytårets knaldperler være af den goe slags - du ved, dem man aldrig glemmer :o)