Cuba - paa vej tilbage til Habana, igen – 12. februar

Jeg er lidt trist i hjertet over at forlade Vinales. Det sted paa Cuba hvor jeg har folt mig mest hjemme og modt de mest autentiske og dejlige mennesker. Ay ay ay, der er skont!
Nok det mest civiliseret liv paa Cuba og levestandarden er tydeligvis en tand hojere end resten af Cuba. Der er et storre udvalg i forretningerne, internet forbindelsen er hurtigere, flere taler (bedre) engelsk og alt fungerer bare bedre. Jeg maa vist ogsaa indromme at det har vaeret med til at gore det saa skont for mig. For Cuba er sgu generelt langt fra vores vestlige verden.
Vi korer paa motorvejen, paa vej til Habana i en almindelig bil. Makarel som chaffor (noget i den stil hed han), mig samt 3 cubanere – en mor, datter og barnebarn Miguel – som passager. De 3 skal til lufthavnen. Miguel bliver torstig og vandflasken ligger i den anden bil bag os, hvor resten af familien er. Hvad er mere naturligt end at saette farten ned, taende havari blinket og med en haand gestus ud af vinduet vifte vores foljton bil bagi til at stoppe. Miguel er jo torstig!! Det er sgu iorden synes jeg. Samt et typisk udtryk for hvordan livet er paa Cuba – nemlig meget umiddelbart. De behov der er her og nu er dem som taeller. Man gaar med flowet uden saa meget planlaegning og tar tingene som de kommer. Det er en kultur, hvor man laener sig meget op af hinanden og sjaeldent gor noget alene. Et land, hvor folket er fortvivlet og rasende paa systemet fordi de (folket) godt ved bedre. De ved godt hvordan de bliver snydt og holdt fanget af den selv samme regering som, officielt, skulle tage haand om dem og give dem muligheder.