Cuba – Vinales – 4. – 12. februar

Skont skont skont!! Det fik mig til at taenke meget paa sommerhuset (mine foraeldres sommerhuset ved Sejero bugten) – hvilket gjorde mig glad og varm om hjertet. Derudover er der bare vidunderligt i Vinales! Naturen er overvaeldende, gron (selvom det er den torre tid), varm og en pudsig blanding af utrolig mange traesorter paa en gang. Fyrretraeer side om side med palmer.
Der er virkelig et liv langt under 60 km i timen. Hastigheden indeni saenkes blot paa turen derhen – ca. 130 km stik vest fra Habana.
Der dufter af natur, ro og fred (hmm, ikke at jeg helt praecist ved hvordan ro og fred dufter) og en svag duft af pot - paa den goe maade (se DET ved jeg hvordan dufter!) Der er ligesom en slags sodme i luften, som ogsaa afspejler sig i stemningen og menneskerne i byen (altsaa sodmen, ikke potten!) Alligevel taenker jeg - gad vide om man foler sig konstant skaev hvis man bor der?
Anyways, der er flere casa particulares end der er indbyggere i Vinales – naesten da. Tydeligvis lever Vinales af turisme og turisme alene. Og alligevel skulle man tro at meneskerne bar storre praeg af det end som saa. Tvaert om er der en skon aegtehed i deres personligheder.
Alle husene er ens i form, dog ikke i farver, og det giver stedet et islaet af at vaere eet stort bo-faellesskab. Jeg folte mig virkelig paa landet uden at det prmitive liv nodvendigvis fulgte med, hvilket er prisvaerdigt! Paa landet fordi det er midt i naturen og hovedgaden er smukt omkranset af fyrretraeer. Paa landet fordi det er okay at rende rundt og vaere svedig og beskidt efter en dags vandretur – noget man overhovedet ikke overvejer i Habana.
Jeg blev rigtig gode venner med datteren af et af de casas jeg boede i. Yonaisa hedder hun. Skon tos paa min alder! Vi tog ud og vandrede en dag med et par af hendes venner. Helt special dag for mig! Det var the cuban style fra morgen til aften. Vi lagde ud med cubansk kaffe (super staerk kaffe som du dor af – neasten - hvis du ikke tilsaetter sukker) – og det var saa uden sukker!! Lidt rom ved siden af og saa derud af. Det regnede den dag og det gjorde bare nature n endnu skonnere og os endnu mere pjattet. Vi havde Senor Juan med, en af Yonaisas venner, midt i treserne, som fortalte stolpe op og stolpe ned om vegetationen vi gik igennem.
Vi var til hanekamp (saa heldigvis ikke selve kampen, da der opstod uenigheder mellem to hane-ejere og de saa selv maatte saette deres egen ’kamp’ op) Vi kalder det vist machoisme i DK tror jeg.....:o) Fik en bid af stemningen der, blandet med et par ol og lidt skinke og log serveret paa et stykke skrivepapir!!! Aegte cubansk!
Vi tog en taxa tilbage – dvs en hest som trak en lille ’anhaenger’ i form af et par traeplader som var tomret sammen! Nice....
Derefter fortsatte aftenen med dans, mad og en masse RON! Av hvor jeg hyggede mig. Kan varmt anbefales at lade sig falde i armenen paa de lokale og lade dem vise dig hvordan de nyder livet.


Pinar del Rio – en lille historie – 8. februar.

Jeg var paa vej tilbage til Vinales fra Pinar del Rio. En by ca 30 km vaek, hvor jeg skulle have mit visa forlaenget. Dave og Katharine skulle forbi paa vej tilbage til Habana, saa jeg optod bagsaedet hos dem igen.
Jeg var forberedt paa at det kunne tage hele dagen at faa mit visum ordnet, med det super hurtige (?) tempo alt foregaar i paa Cuba, kombineret med den insisterende varme og buokratiet her. Men det tegnede faktisk ret godt. Der var ingen ko paa kontoret, ingen frokostpause eller anden aktivitet som kunne optage personalet og damen som arbejdede der, var faktisk super venlig og talte godt engelsk..
For at faa sit visum forlaenget skal man i banken og kobe 2 ’frimaerker’, sellos hedder de, for 25 CUC. Derefter gaar man til immigrationskontoret med dem, sit pas, adressen man bor paa, flybilletten ud af Cuba og vupti, saa faar man 30 dage mere hos Fidel.
Jeg havde vaeret saa snu at anskaffe mig disse sellos i Habana, saa jeg var ’good to go’ – ’listo’ som det hedder paa spansk – klar! Men nej, ikke helt. Det ene sello var lidt utydeligere i printet end det andet, saa de ville se min kvittering paa dem. Arrgghhh, den laa sefoli’ i Vinales. What to do??!!! Kob nogle nye og kom tilbage imorgen sagde de! What! Not taenkte jeg. Lidt snak frem og tilbage blev til at den sode – store! – dame paa kontoret hurtigt hidkaldte en cykeltaxi som tog mig downtown i Pinar del Rio, jeg slog et smut forbi banken og kobte mig et nyt sello og tilbage – op ad bakke, stakkels chaffor, som jeg stopfordrede med cola for at holde ham korende – til immigrationskontoret og faa det gyldne tempel. Juubiii!! Og som hun sagde da alt var overstaaet, og som hun i bund og grund har ret i – ’no pro’len’!! Alt er ’no pro’len’ paa Cuba.

Den selv samme cykeltaxi, min nye mest taaldmodige ven paa Cuba – fik jeg forklaret at jeg ville finde en ’marginal’ fik jeg kaldt den (helt forkert!) og kore tilbage til Vinales. En ’marginal’ er en dele taxi i form af en gammel beat up amerikaner bil, som cubanerne korer i. Det er billigt, det er autentisk, det er snavset, det er rustikt, man sidder meget taet, det er varmt, det er kubansk – det er fedt!!!
Min ven sorger for at jeg bliver installeret i en sort Chevy, hvor de feste vinduer mangler. Todo bien! En lille bitte aeldre dame med sin store taske slynget om skuldren, skal ogsaa med. Da hun horer prisen maa kun traekke sig da hun mangler hvad der svarer til 1 kr. Jeg naar ikk engang at taenke, jeg kaster hende ind paa bagsaedet og sir bare ’sefoli skal du med, jeg betaler!’.
Som jeg sidder i bilen foler jeg mig paa een gang overlegen og arrogant og samtidig som Moder theresa. Det er saa let et greb i lommen for mig at betale de ca 5 kr. – for 30 km – og for hende skaber det de forkerte folder i ansigtet da hun horer prisen. Sikken en konstrast, som naesten alt er i dette land. Nu vi er ved kontraster, saa koster en botte peanut butter ca 12 kr paa Cuba!! Mere end at korer ca 60 km i taxi! Det gir jo mening, ik?!!
Kort efter vi er kort har den lille aeldre dame glemt alt om det og sidder lige saa diskret og tipper sin fod i takt til den syende reaggaton som blaeser ud af hojtalerne bag i bilen. En slags musik som enhver dansker over 35 ville skrue ned for – ren booty shaking rytmer. Smukt, ik? That’s Cuba!!