Det var som at komme til en helt anden verden. Jeg tog mig selv i at sidde paa en cafe paa det beromte Ocean Drive i South Beach og taenke folgende:Jeg sidder her paa det som for amerikanerne er ´den franske riviera´. Har lige bestilt en salat og faaet skaenket et glas iskoldt hvidvin til.
Havet er smukt som himlen, palmerne matcher farven paa min knaeksprode salat, gaderne er fejlfri, bilerne er enorme, toptunet og byens spejbilled ser fantastisk ud i skaeret paa kolerhjelmen. Alt der her er blot et spytklat fra kaotiske, kontrastfyldte og intense Cuba. DEN kontrast i sig selv er ubegribelig. Alt er tilgaengeligt her! Min lille krop slubrer det i sig og mine sanser har lang vej endu for de bliver maette.
Den latinske atmosfaere har sneget sig ind her og udgor en storre del af bybilledet og stemningen end det ordinaere USA, hvilket kun er en fordel. Jeg har faaet det bedste af 2 verdener – sjaelen fra det latinske og overflodigheden fra USA.
Min salat er dobbelt saa dyr som paa Cuba, 3 gange saa stor og 4 gange saa laekker! Jeg maa indromme, it´s gooooooooooooooooooood to be back!
Dagene gik hurtigt og jeg tullede allermest bare rundt og – var! Tog nogle yoga klasser (paa stranden og paa solterassen paa et hotel med udsigt over havet!! Av av.....), spiste mig lidt tyk og fed ( i min verden), modte ufattelig mange tysker paa vandrehjemmet som jeg fik forvirret mit hovedet endnu mere med for jeg begyndte at tale spangermanlish til sidst!! Arrrghhhh....Stodte paa en sydafrikaner paa vandrehjemmet ved navn Wolraad (hans mor var kunster!) som blot ventede paa at hans arbejdsvisum til Cayman Island gik igennem saa kan kunne flytte derud. Har faktisk aldrig modt en africans (som de hvide i Sydafrika hedder) for, saa vi starede altid morgenerne med hoj filosifiske snakke om apartheid, traditioner, forandringer og alt imellem. Super spaendende.
Samitidig med at jeg modte Wolraad, ham med den kunsteriske mor fra Sydafrika, modte jeg ogsaa en fyr fra Costa Rica. Han havde lejet en bil mens han var i Miami og for ikke at skulle spise ud alene en aften tilbod han Wolraad og jeg os at komme med til den her -oprindeligt -jodiske restaurant Rascals Place. Lod laekkert og vi joinede hurtigt i kor. Paa vej ud til restauranten kommer vi til at sludre om dit og dat og vores nye ven fortaeller frit fra leveren at han er i Miami for at kobe 'goods' til at saelge hjemme i Costa Rice. Altsaa hans egen lille 'okologiske' business. Det er meget billigere for ham, han tjener godt paa det og nu er han ved at vaere klar til at slippe for alle mellemmaendene som han er gaaet igennem indtil nu. Wolraad og jeg kigger paa hinanden og dober ham begge i vores stille sind 'gansteren' (ka ikke engang huske hans navn!!) Jeg spor lige saa frit fra leveren - 'how are you going to get it through the airport'? Gansteren svarer - 'I know people' !!! Okay dokay.........og ved ikke helt om jeg har rodet mig ud i den costarikanske mafia eller blot en middelklasse street pusher ( i skrivende stund staar det her stadig hen i det uvisse) Under alle omstaendigheder har vi os ihvert fald en super hyggelig aften som ender paa balkonen af et 'strandvagttaarn' - du ved dem man ser i Baywwatch - med 7 kaempe desserter fra restauranten, tjeneren var gavmild!, og champagne. Vi saa aldrig gansteren igen........
MEN vigtigst alt af – hvordan kunne jeg dog glemme det!! – var jeg til intim koncert med min latin boyfriend – Enrique Iglesias!!! Han spillede blot for mig – i svedigt lobetoj og med solen generende i ojnene (altsaa mig) – paa stranden!!Ej, okay, resten af den amerikanske befolkning var der naesten ogsaa, eller de fulgte med paa TV for det var i anledningen af det amerikanske morgenprogram Today at han optraadte. Rygterne hed sig at han havde festet hele natten i det beromte natteliv i Miami og at han grangiveligt havde lidt af en ´off´dag. Se, det kunne lille forblaendet Sabine ikke se! Hun rokkede bare derud af, storsmilende og skingert skraalende som en anden teenager. Ved godt han er lidt (meget!) af en flodebolle men han er en god flodebolle!!
Da jeg var ved at vaere klar til lidt nye oplevelser i det sydlige Florida dukkede tysk/tjekkiske Adela op, som havde samme tanke. Hun var paa en solo ferie i Miami og omegn i 14 dage. Saa en to tre og vi lejede en bil og udforskede det sydlige Florida.
Det tager ca 4 timer at kore til Key West, som er det sydligste i Florida, faktisk i hele USA. Turen derned fra Miami bestaar af smukke smaa oere, lange broer, tyrkisk blaat hav, mangroves over det hele, en svitsende sol – og en dejlig air-condition bil! – skjulte strande og en puls der bare falder og falder jo taettere man kommer paa Key West. Skont!!Igen et sted som er langt fra mainstream USA. Vi dasede, nod key lime pie som de er saa kendte for, cruiset rundt i byen paa en bredmaaset cykel og leget paparazziaer. Alle husene er som smukke sommerresidencer, bygget af trae, hvilket overhovedet ikke giver mening taget antallet af orkaner som passerer forbi i betragtning!!
Vi spiste paa en cubansk restaurant med 4 andre tysker – igen en totalforvirring for min hjerne! – men en meget bedre kulinarisk oplevelse end paa Cuba maa jeg blankt tilstaa.
Og jeg fik endnu et glimt af berommelse da vi blev fotograferet og interwievet til den lokale avis! I´m a superstar...... i joggingtoj og kunstige afdanket cubaner negle! Gaar sgu ikke saa godt for mig naar kameraet ruller.......Alligevel kom vi paa forsiden som en anden ´breaking news´ historie. Den handlede om at det vandrehjem vi boede paa, som er det eneste i Key West, var truet af lukning til fordel for et lejlighedskompleks for aeldre gangbesvaeret – og andre nisser! Den lokale journalist var en stor fan af det pulserende back-packer liv saa han skruede hurtigt en historie sammen om livets gang paa vandrehjemmet.Vi saa ham aldrig igen men samme morgen som vi skulle tilbage op mod Miami blev vi stoppet i den lokale coffee shop: ’Hey, isen´t that you in the paper there?’ Og der stod vi paa forsiden af The Key Noter. Det er det jeg sir, I´m a superstar.....ha ha
Eftersom min plan var at tage til Phoenix en lille uges tid inden jeg skulle mode min far i Paraguay d. 6. marts, spenderede Adela og jeg den sidste dag sammen paa at udforske The Everglades. Et naturomraadet i det sydlige Florida, som hovedsageligt er ren sump. Jeg tror vi har ramt det i den torre tid, for der hvor vi korte i nationalparken var der ikke snerten af sump. Senere saa vi nogle billeder fra nogle tysker (igen!!) som havde vaeret i det sumpede omraadet som man – selvfolgelig! – kun kan komme til via baad!
