At trække vejret i 5000 m højde – og nyde det!Jo bevares, jeg følte mig da lidt halvberuset, men hvem ville ikke gøre det i den højde? Enten forårsaget af det fantastiske landskab som møder ens blik heroppe eller den manglende ilt som IKKE viser sig heroppe.
Men ellers var det næsten a piece of cake!! Alle de bekymringer jeg havde gjort mig om højdesyge forduftede i den tynde luft. Sikke jeg kunne overraske mig selv! For en stund blev jeg næsten helt i tvivl om jeg i virkeligheden hørte mere til deroppe.
Jeg følte sådan en pudsig lethed i hele min krop mens jeg var deroppe. Som om jeg svævede. Alle mine sanser blev skærpet og jeg havde svært ved at definere hvor jeg ophørte og omgivelserne startede. Lyder flippet, jeg ved det, men det VAR det sgu også! Jeg tror det var en kombination af forventningens angst (efter min lille højdesyge oplevelse i Mendoza), det ´out of this world´ surrealistiske landskab, som er fuldstændig livsforladt men dybt nede indeholder en kraft som jeg ikke har oplevet før og som man kun kan have respekt for, solens hypnotiserende styrke og det anderledes lys den skaber når man er så meget tættere på den, og cocabladenes dulmende effekt som begyndte at sætte ind…….o) Mens jeg lod alle indtrykkene skylle igennem mig og indsnuede den dyrebare luft måtte jeg konstaterer at det var ret okay at forsvinde lidt væk i højderne.
Landskabet fortjener en nøjere beskrivelse. Det var en blanding af et måne og mars landskab, pyntet hist og pist med et par hvide bjergtoppe i baggrunden, som underneden var sprængfyldt af mineraler der lavede kreative formationer på bjergsiderne. Et par spydige gejsere med deres skønne odør (not!) og svitsende grålige grødmasse som de jævnligt spruttede og spyttede efter os. 
Laguner i hvide, grønne og blodappelsinrøde farver og tusinder af flamingoer, lamaer og vicuñaer, med deres forsigtige sind som tvang dem til at holde sig på afstand af os. Livet deroppe var ligesom gået i stå. Der var en stilhed så skøn, så ren, så fri. I modsætning til den stilhed jeg oplevede i Arizonas red rocks var det her en stilhed som inviterede til solitude, uden tidsfornemmelse.
Vi mødte en jeep i ny og næ som tilbagelagde samme rute som os. Højst sandsynligt okkuperet med turister som sad, ligesom os, og stirrede ud af vinduerne, forstenet i blikket og fyldte i hjerterne. Ellers var det det mest menneske tomme stykke land jeg nogensinde har krydset over 5 timer. Jeg overvejede engang imellem om jeg var intimideret af det tomme, åbne landskab som ingen ende synes at have. Men nej, det kunne ikke skræmme selv den skrøbeligste sjæl.
Som aftenen tog til begyndte bjergene at kaste deres enorme skygger ud over sletterne. Solens lys skabte en levende ild, dansende på himlen og gjorde den konstant foranderlig. Horisonten stod i knivskarp kontrast til de veje som vi kørte på men ofte overhovedet ikke kunne ses. Vores uundværlige guide Carlos kendte dette landskab som sin egen baglomme så han tog det ikke så højtideligt at vi engang imellem så helt fortabte ud.
Næste morgen vågnede vi efter en kold, lydløs og kort nat. Solen var stået op og jeg kunne ikke komme hurtigt nok i tøjet for at hoppe ud og sige godmorgen til den. Luften var kølig og sprød og landskabet lå som en drøm for fødderne af os. Jeg legede lidt med hundehvalpen og knipsede et par billeder af æslerne før vi drog afsted igen.
Pludselig var det der. Det hvide utopia. Saltørkenen som vi havde læst om og set billeder af, lagde sig for fødderne af os med sit næsten guddommelig udseende. ALT var hvidt så langt øjet rakte. Det blændede os og forstenet os på een gang. Vi stod og stirrede med åben mund, uden at en lyd hørtes fra os. Vi kunne slet ikke løsrive vores blikke fra det. Det var ikke sne, det var ikke skyer, det var ikke is – det var salt. 120 kvadratkilometer af salt! For mange tusinder af år siden udtørrede 2 søer lige der og efterlod uanede mængder af saltflager som når dyber helt ned til 10 meter. Overfladen er smukt dekoreret af et heksagonalt mønster, som naturen skaber helt af egen hånd. Underfundigt! Her tales om et ægte naturfænomen af sublim karakter.
Det kompakte salt havde en fantastisk lydisolerende effekt. Det var ligesom der var stilhed før storm – men stormen kom aldrig. Alle lyde forsvandt lige så hurtige som de blev skabt og tilbage var blot det store åbne landskab, oplyst af det hvide underlag. Jeg ku ikke lade være med at føle mig som et barn på den største legeplads nogensinde.....:o)
Næste morgen vågnede vi efter en kold, lydløs og kort nat. Solen var stået op og jeg kunne ikke komme hurtigt nok i tøjet for at hoppe ud og sige godmorgen til den. Luften var kølig og sprød og landskabet lå som en drøm for fødderne af os. Jeg legede lidt med hundehvalpen og knipsede et par billeder af æslerne før vi drog afsted igen.Pludselig var det der. Det hvide utopia. Saltørkenen som vi havde læst om og set billeder af, lagde sig for fødderne af os med sit næsten guddommelig udseende. ALT var hvidt så langt øjet rakte. Det blændede os og forstenet os på een gang. Vi stod og stirrede med åben mund, uden at en lyd hørtes fra os. Vi kunne slet ikke løsrive vores blikke fra det. Det var ikke sne, det var ikke skyer, det var ikke is – det var salt. 120 kvadratkilometer af salt! For mange tusinder af år siden udtørrede 2 søer lige der og efterlod uanede mængder af saltflager som når dyber helt ned til 10 meter. Overfladen er smukt dekoreret af et heksagonalt mønster, som naturen skaber helt af egen hånd. Underfundigt! Her tales om et ægte naturfænomen af sublim karakter.
Det kompakte salt havde en fantastisk lydisolerende effekt. Det var ligesom der var stilhed før storm – men stormen kom aldrig. Alle lyde forsvandt lige så hurtige som de blev skabt og tilbage var blot det store åbne landskab, oplyst af det hvide underlag. Jeg ku ikke lade være med at føle mig som et barn på den største legeplads nogensinde.....:o)
