Ahh, hvor min sjæl nyder alt det grønne. Igen slubrer jeg indtrykkene i mig – som i Miami – efter alt for land tids ’tørke’. Humøret stiger, smilet bliver bredere og jeg kan ikke lade være med at føle mig en smule mere veltilpas.
Toget slendrer gennem det peruvianske land, som lige så varmt og imødekommende tager imod os. Landskabet er prydet af rolige og bløde bjerge som er beklædt med fløjs grønne ’tæpper’ af små buskadser fra top til tå. Den frodige slags budskads. De skaber en tryghed når man kigger på dem, måske fordi deres højder ikke på noget punkt er uopnåelige, måske fordi de er så indbydende at se på – måske fordi de har ligget der i milioner af år og aldrig gjort en sjæl fortræd.
Floden som løber langs togskinnerne skaber kløfterne og dalene vi kører igennem. Det er et fantastisk smukt syn! Det minder mig lidt om Skotland, bare mere dragende, mere intenst og mere majestætisk. Jeg hygger mig med at vide, at der findes steder som disse på jorden.
Til tider dukker et par fårehyrder op - kvinder som mænd. Deres farvestrålende tøj lyser op blandt naturens varme farver. Med deres stok gener de deres små uldtotter rundt på frodige sletter så de kan spise sig tykke og fede. De ænser vores forbifaren og stopper op, nok mest fordi vi forstyrrer deres frirum og tanker, som de har vænnet sig til gennem hele deres liv. De har betrådt disse sletter til hudløshed, igennem sol, regn, sne, frost og vinde fra alle retninger. Drevet af overlevelse og traditioner. Der er noget ydmygt over deres færden. De fascinerer mig disse hyrder. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Paulo Cohelo's fårehyrde Santiago fra 'Alkymisten' som betræder Spaniens sletter med sine får. Han oplever verden og gør sig klog på livet på denne unikke og frie måde. Jeg tror disse mennesker er meget kloge og jeg tror de forstår sig på livet på en måde som vi kunne lære en del af.
Det siges at dette område omkring Cusco er meget spirituelt. Jeg husker også at have læst en bog som udspiller sig her, hvor hovedpersonen oplever en følelse af at alt smelter sammen, himmel som jord, og grænser ophæves. Det kan jeg snildt forestille mig…..
Toget slendrer gennem det peruvianske land, som lige så varmt og imødekommende tager imod os. Landskabet er prydet af rolige og bløde bjerge som er beklædt med fløjs grønne ’tæpper’ af små buskadser fra top til tå. Den frodige slags budskads. De skaber en tryghed når man kigger på dem, måske fordi deres højder ikke på noget punkt er uopnåelige, måske fordi de er så indbydende at se på – måske fordi de har ligget der i milioner af år og aldrig gjort en sjæl fortræd.
Floden som løber langs togskinnerne skaber kløfterne og dalene vi kører igennem. Det er et fantastisk smukt syn! Det minder mig lidt om Skotland, bare mere dragende, mere intenst og mere majestætisk. Jeg hygger mig med at vide, at der findes steder som disse på jorden.
Til tider dukker et par fårehyrder op - kvinder som mænd. Deres farvestrålende tøj lyser op blandt naturens varme farver. Med deres stok gener de deres små uldtotter rundt på frodige sletter så de kan spise sig tykke og fede. De ænser vores forbifaren og stopper op, nok mest fordi vi forstyrrer deres frirum og tanker, som de har vænnet sig til gennem hele deres liv. De har betrådt disse sletter til hudløshed, igennem sol, regn, sne, frost og vinde fra alle retninger. Drevet af overlevelse og traditioner. Der er noget ydmygt over deres færden. De fascinerer mig disse hyrder. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Paulo Cohelo's fårehyrde Santiago fra 'Alkymisten' som betræder Spaniens sletter med sine får. Han oplever verden og gør sig klog på livet på denne unikke og frie måde. Jeg tror disse mennesker er meget kloge og jeg tror de forstår sig på livet på en måde som vi kunne lære en del af.
Det siges at dette område omkring Cusco er meget spirituelt. Jeg husker også at have læst en bog som udspiller sig her, hvor hovedpersonen oplever en følelse af at alt smelter sammen, himmel som jord, og grænser ophæves. Det kan jeg snildt forestille mig…..
