Verdens sureste opstod kommer her!! Og tro mig, det er surt! Og alle I kaereste, dette er alene for at faa fri passage til skrivelysten igen, om min lille verdens rejse.
Jeg har mistet mine forste 670 billeder fra min tur. Jeg havde gemt dem paa en super smart (yeah right!!) USB nogle, som er lavet saa lille, fanden tage den smarte teknologi, at den forsvandt mellem mine fumlende finger og andre dimsedutter jeg havde med mig paa en internet cafe i Buenos Aires. AARRRGGHHHHH!!!, prust, ston, skrig, skraal, grrrrrrrr.
Jeg er sat´me tosset - paa mig selv allermest - og sefoli paa hvem end der var saa smart at opfinde en SAA lille USB nogle! Jeg ska jo nodig baere ansvaret alene...;o) Den burde jo helt aabenlyst veje et tons og fylde en hel rygsaek! Eller ogsaa skal jeg maaske holde snitterne fra saadan noget nymodernes noget for jeg ved hvordan man bruger det - og gemmer det!!
Ingen billeder i denne omgang - det maa blive et live diasshow med kropslige rekvisitter og dertilhorende (gaet) og grimasser nar jeg kommer hjem. Jeg kan blot konstatere, at jeg er i super god behold - og min papa lige saa, hvilket jeg er kiste glad for - og mine billeder sikkert er blevet konverteret til 0 gigabites. Og set i det perspektiv er gigabites pludselig ingenting..........
For nu, god paaske til jer allesammen og kys foraarsblomsterne fra mig og sig at jeg savner dem. Jeg vender tilbage naar skriveblokaden er ophaevet.
lørdag den 22. marts 2008
mandag den 10. marts 2008
USA – Phoenix – 27. februar – 4. marts
Jeg ser lige at jeg helt har glemt at forteaelle om mit besog i Arizona, som foregik efter Miami og inden jeg floj til Paraguay. Det synes jeg ogsaa du skal have med.......Endnu et nyt sceneri. Og endnu engang smukt! Og knastor luft hvilket var haardt for huden – og naeseborerne – efter at have tilbragt 1,5 maaned i fugtigt klima. Jeg skulle besoge et vennepar af mine foraeldre. Efter at have skiftet hamp og smurt mig ind fra top til taa nod jeg dagene med Bob og Charlotte. De arbejder begge med coaching, udvikling af personale og workshops i den genre, saa vi havde nogle fantastiske snakke over rodvin by the pool side. Det var ren luksus hos dem. Tak for det.....!!
Jeg tog mig en vandretur i de naertliggende bjerge, som er gudesmukke. Jeg er fuldstaendig betaget af den slags natur!! Goldt, ujaevnt, barskt og fuld af karakter.
De tog mig med til det kendte omraade Sedona, som har de mest fantastiske red rocks. Et meget spirituelt sted siges det og der er ingen tvivl om, at der er noget helt specielt i luften der. Der er en stilhed og ro som samtidig indeholder tanker, folelser og sjael fra lang tid tilbage. Det er svaert at beskrive – det skal opleves.Jeg rog rimelig hurtigt over i det internationale hjorne igen. Vi spiste paa endnu en cubansk restaurant – what a treat!! – paa en mexikansk, paa en cowboy-kansk, dvs vi fik buffalo kod og lavet os en homemade tapas night med tabouli, hummus og graeske oliven. Det var skont at cruise verden rundt i lille Arizona mens selskabet forblev det samme - ligesom sceneriet ogsaa var uforanderligt.....:o)
torsdag den 6. marts 2008
USA – Miami, Key West og omegn – 15. – 27. februar
Det var som at komme til en helt anden verden. Jeg tog mig selv i at sidde paa en cafe paa det beromte Ocean Drive i South Beach og taenke folgende:Jeg sidder her paa det som for amerikanerne er ´den franske riviera´. Har lige bestilt en salat og faaet skaenket et glas iskoldt hvidvin til.
Havet er smukt som himlen, palmerne matcher farven paa min knaeksprode salat, gaderne er fejlfri, bilerne er enorme, toptunet og byens spejbilled ser fantastisk ud i skaeret paa kolerhjelmen. Alt der her er blot et spytklat fra kaotiske, kontrastfyldte og intense Cuba. DEN kontrast i sig selv er ubegribelig. Alt er tilgaengeligt her! Min lille krop slubrer det i sig og mine sanser har lang vej endu for de bliver maette.
Den latinske atmosfaere har sneget sig ind her og udgor en storre del af bybilledet og stemningen end det ordinaere USA, hvilket kun er en fordel. Jeg har faaet det bedste af 2 verdener – sjaelen fra det latinske og overflodigheden fra USA.
Min salat er dobbelt saa dyr som paa Cuba, 3 gange saa stor og 4 gange saa laekker! Jeg maa indromme, it´s gooooooooooooooooooood to be back!
Dagene gik hurtigt og jeg tullede allermest bare rundt og – var! Tog nogle yoga klasser (paa stranden og paa solterassen paa et hotel med udsigt over havet!! Av av.....), spiste mig lidt tyk og fed ( i min verden), modte ufattelig mange tysker paa vandrehjemmet som jeg fik forvirret mit hovedet endnu mere med for jeg begyndte at tale spangermanlish til sidst!! Arrrghhhh....Stodte paa en sydafrikaner paa vandrehjemmet ved navn Wolraad (hans mor var kunster!) som blot ventede paa at hans arbejdsvisum til Cayman Island gik igennem saa kan kunne flytte derud. Har faktisk aldrig modt en africans (som de hvide i Sydafrika hedder) for, saa vi starede altid morgenerne med hoj filosifiske snakke om apartheid, traditioner, forandringer og alt imellem. Super spaendende.
Samitidig med at jeg modte Wolraad, ham med den kunsteriske mor fra Sydafrika, modte jeg ogsaa en fyr fra Costa Rica. Han havde lejet en bil mens han var i Miami og for ikke at skulle spise ud alene en aften tilbod han Wolraad og jeg os at komme med til den her -oprindeligt -jodiske restaurant Rascals Place. Lod laekkert og vi joinede hurtigt i kor. Paa vej ud til restauranten kommer vi til at sludre om dit og dat og vores nye ven fortaeller frit fra leveren at han er i Miami for at kobe 'goods' til at saelge hjemme i Costa Rice. Altsaa hans egen lille 'okologiske' business. Det er meget billigere for ham, han tjener godt paa det og nu er han ved at vaere klar til at slippe for alle mellemmaendene som han er gaaet igennem indtil nu. Wolraad og jeg kigger paa hinanden og dober ham begge i vores stille sind 'gansteren' (ka ikke engang huske hans navn!!) Jeg spor lige saa frit fra leveren - 'how are you going to get it through the airport'? Gansteren svarer - 'I know people' !!! Okay dokay.........og ved ikke helt om jeg har rodet mig ud i den costarikanske mafia eller blot en middelklasse street pusher ( i skrivende stund staar det her stadig hen i det uvisse) Under alle omstaendigheder har vi os ihvert fald en super hyggelig aften som ender paa balkonen af et 'strandvagttaarn' - du ved dem man ser i Baywwatch - med 7 kaempe desserter fra restauranten, tjeneren var gavmild!, og champagne. Vi saa aldrig gansteren igen........
MEN vigtigst alt af – hvordan kunne jeg dog glemme det!! – var jeg til intim koncert med min latin boyfriend – Enrique Iglesias!!! Han spillede blot for mig – i svedigt lobetoj og med solen generende i ojnene (altsaa mig) – paa stranden!!Ej, okay, resten af den amerikanske befolkning var der naesten ogsaa, eller de fulgte med paa TV for det var i anledningen af det amerikanske morgenprogram Today at han optraadte. Rygterne hed sig at han havde festet hele natten i det beromte natteliv i Miami og at han grangiveligt havde lidt af en ´off´dag. Se, det kunne lille forblaendet Sabine ikke se! Hun rokkede bare derud af, storsmilende og skingert skraalende som en anden teenager. Ved godt han er lidt (meget!) af en flodebolle men han er en god flodebolle!!
Da jeg var ved at vaere klar til lidt nye oplevelser i det sydlige Florida dukkede tysk/tjekkiske Adela op, som havde samme tanke. Hun var paa en solo ferie i Miami og omegn i 14 dage. Saa en to tre og vi lejede en bil og udforskede det sydlige Florida.
Det tager ca 4 timer at kore til Key West, som er det sydligste i Florida, faktisk i hele USA. Turen derned fra Miami bestaar af smukke smaa oere, lange broer, tyrkisk blaat hav, mangroves over det hele, en svitsende sol – og en dejlig air-condition bil! – skjulte strande og en puls der bare falder og falder jo taettere man kommer paa Key West. Skont!!Igen et sted som er langt fra mainstream USA. Vi dasede, nod key lime pie som de er saa kendte for, cruiset rundt i byen paa en bredmaaset cykel og leget paparazziaer. Alle husene er som smukke sommerresidencer, bygget af trae, hvilket overhovedet ikke giver mening taget antallet af orkaner som passerer forbi i betragtning!!
Vi spiste paa en cubansk restaurant med 4 andre tysker – igen en totalforvirring for min hjerne! – men en meget bedre kulinarisk oplevelse end paa Cuba maa jeg blankt tilstaa.
Og jeg fik endnu et glimt af berommelse da vi blev fotograferet og interwievet til den lokale avis! I´m a superstar...... i joggingtoj og kunstige afdanket cubaner negle! Gaar sgu ikke saa godt for mig naar kameraet ruller.......Alligevel kom vi paa forsiden som en anden ´breaking news´ historie. Den handlede om at det vandrehjem vi boede paa, som er det eneste i Key West, var truet af lukning til fordel for et lejlighedskompleks for aeldre gangbesvaeret – og andre nisser! Den lokale journalist var en stor fan af det pulserende back-packer liv saa han skruede hurtigt en historie sammen om livets gang paa vandrehjemmet.Vi saa ham aldrig igen men samme morgen som vi skulle tilbage op mod Miami blev vi stoppet i den lokale coffee shop: ’Hey, isen´t that you in the paper there?’ Og der stod vi paa forsiden af The Key Noter. Det er det jeg sir, I´m a superstar.....ha ha
Eftersom min plan var at tage til Phoenix en lille uges tid inden jeg skulle mode min far i Paraguay d. 6. marts, spenderede Adela og jeg den sidste dag sammen paa at udforske The Everglades. Et naturomraadet i det sydlige Florida, som hovedsageligt er ren sump. Jeg tror vi har ramt det i den torre tid, for der hvor vi korte i nationalparken var der ikke snerten af sump. Senere saa vi nogle billeder fra nogle tysker (igen!!) som havde vaeret i det sumpede omraadet som man – selvfolgelig! – kun kan komme til via baad!Cuba – Habana, igen igen! – 12. – 15. februar
Det var en fejl at tage til Habana igen.Ikke at forstaa, at det er Habanas skyld – slet ikke!! Det er helt min egen. Habana skal ikke bebrejdes her – slet ikke! Det er bare, i mine ojne, ikke den rette by naar man ikke har overskud. Og paa det her tidspunkt var jeg lidt lost. Jeg havde ikke rigtig nogen fornemmelse for hvor jeg ville hen, hvad jeg ville se, hvilken omgivelser jeg onskede eller noget som helst. Det eneste jeg vidste var, at jeg var fyldt op af indtryk, oplevelser, steder og mennesker jeg havde modt. Jeg folte mig alene.......ohhh, jeg VAR alene og det slog lidt haardt lige der og saa var jeg frustreret over at jeg altid skulle bruge energi paa at gore mig forstaaelig, trods mit spanglish.
Jeg havde simpelthen go´ gammeldaws hjemve!! Jeg savnede alt det kendte omkring mig derhjemme. I var allesammen i meget hoj kurs hos mig de 2 efterfolgende dogn kaere venner og familie!! (aad tonsvis af tudekiks) Min lille krop kunne ikke rumme mere . Jeg havde brug for tid til at fordoje mine rejse eskapader og lade dem finde deres plads paa mit lager, for som tidligere naevnt er Cuba indbegrebet af intensitet!! Og det foler jeg, at jeg kan sige uden egentlig at have set saa meget af landet rent kvadratmeter maessigt..
Alt dette kan jeg sige nu, efter at have kigget lidt i reflektionernes spejl (gir for det meste et ret godt spejlbilled.....o) Saa i virkeligheden tror jeg, at et hvilket som helst nyt eller ukendt land havde vaeret forkert for mig lige der. Saa meget klogere og saa fyldt af nye oplevelser – god cocktail!
Efter et par dogn af rodloshed, frustration og et velment besog af utidige 5 aarige Sabine, besluttede jeg at soge lidt ´neutral´ grund, hvor jeg kunne finde mig selv igen. Jeg miksede en cocktail af det velkendte USA med et touch af det latinske (kan jo ikke lobe fra at jeg er lidt vild med det) – og vupti, saa stod der Miami paa flybilletten. AC, tak fordi du inspirerede mig med dine eskapader derfra!
Jeg havde simpelthen go´ gammeldaws hjemve!! Jeg savnede alt det kendte omkring mig derhjemme. I var allesammen i meget hoj kurs hos mig de 2 efterfolgende dogn kaere venner og familie!! (aad tonsvis af tudekiks) Min lille krop kunne ikke rumme mere . Jeg havde brug for tid til at fordoje mine rejse eskapader og lade dem finde deres plads paa mit lager, for som tidligere naevnt er Cuba indbegrebet af intensitet!! Og det foler jeg, at jeg kan sige uden egentlig at have set saa meget af landet rent kvadratmeter maessigt..
Alt dette kan jeg sige nu, efter at have kigget lidt i reflektionernes spejl (gir for det meste et ret godt spejlbilled.....o) Saa i virkeligheden tror jeg, at et hvilket som helst nyt eller ukendt land havde vaeret forkert for mig lige der. Saa meget klogere og saa fyldt af nye oplevelser – god cocktail!
Efter et par dogn af rodloshed, frustration og et velment besog af utidige 5 aarige Sabine, besluttede jeg at soge lidt ´neutral´ grund, hvor jeg kunne finde mig selv igen. Jeg miksede en cocktail af det velkendte USA med et touch af det latinske (kan jo ikke lobe fra at jeg er lidt vild med det) – og vupti, saa stod der Miami paa flybilletten. AC, tak fordi du inspirerede mig med dine eskapader derfra!
Cuba - paa vej tilbage til Habana, igen – 12. februar
Jeg er lidt trist i hjertet over at forlade Vinales. Det sted paa Cuba hvor jeg har folt mig mest hjemme og modt de mest autentiske og dejlige mennesker. Ay ay ay, der er skont!
Nok det mest civiliseret liv paa Cuba og levestandarden er tydeligvis en tand hojere end resten af Cuba. Der er et storre udvalg i forretningerne, internet forbindelsen er hurtigere, flere taler (bedre) engelsk og alt fungerer bare bedre. Jeg maa vist ogsaa indromme at det har vaeret med til at gore det saa skont for mig. For Cuba er sgu generelt langt fra vores vestlige verden.
Vi korer paa motorvejen, paa vej til Habana i en almindelig bil. Makarel som chaffor (noget i den stil hed han), mig samt 3 cubanere – en mor, datter og barnebarn Miguel – som passager. De 3 skal til lufthavnen. Miguel bliver torstig og vandflasken ligger i den anden bil bag os, hvor resten af familien er. Hvad er mere naturligt end at saette farten ned, taende havari blinket og med en haand gestus ud af vinduet vifte vores foljton bil bagi til at stoppe. Miguel er jo torstig!! Det er sgu iorden synes jeg. Samt et typisk udtryk for hvordan livet er paa Cuba – nemlig meget umiddelbart. De behov der er her og nu er dem som taeller. Man gaar med flowet uden saa meget planlaegning og tar tingene som de kommer. Det er en kultur, hvor man laener sig meget op af hinanden og sjaeldent gor noget alene. Et land, hvor folket er fortvivlet og rasende paa systemet fordi de (folket) godt ved bedre. De ved godt hvordan de bliver snydt og holdt fanget af den selv samme regering som, officielt, skulle tage haand om dem og give dem muligheder.
Nok det mest civiliseret liv paa Cuba og levestandarden er tydeligvis en tand hojere end resten af Cuba. Der er et storre udvalg i forretningerne, internet forbindelsen er hurtigere, flere taler (bedre) engelsk og alt fungerer bare bedre. Jeg maa vist ogsaa indromme at det har vaeret med til at gore det saa skont for mig. For Cuba er sgu generelt langt fra vores vestlige verden.
Vi korer paa motorvejen, paa vej til Habana i en almindelig bil. Makarel som chaffor (noget i den stil hed han), mig samt 3 cubanere – en mor, datter og barnebarn Miguel – som passager. De 3 skal til lufthavnen. Miguel bliver torstig og vandflasken ligger i den anden bil bag os, hvor resten af familien er. Hvad er mere naturligt end at saette farten ned, taende havari blinket og med en haand gestus ud af vinduet vifte vores foljton bil bagi til at stoppe. Miguel er jo torstig!! Det er sgu iorden synes jeg. Samt et typisk udtryk for hvordan livet er paa Cuba – nemlig meget umiddelbart. De behov der er her og nu er dem som taeller. Man gaar med flowet uden saa meget planlaegning og tar tingene som de kommer. Det er en kultur, hvor man laener sig meget op af hinanden og sjaeldent gor noget alene. Et land, hvor folket er fortvivlet og rasende paa systemet fordi de (folket) godt ved bedre. De ved godt hvordan de bliver snydt og holdt fanget af den selv samme regering som, officielt, skulle tage haand om dem og give dem muligheder.
Cuba – Vinales – 4. – 12. februar
Skont skont skont!! Det fik mig til at taenke meget paa sommerhuset (mine foraeldres sommerhuset ved Sejero bugten) – hvilket gjorde mig glad og varm om hjertet. Derudover er der bare vidunderligt i Vinales! Naturen er overvaeldende, gron (selvom det er den torre tid), varm og en pudsig blanding af utrolig mange traesorter paa en gang. Fyrretraeer side om side med palmer.
Der er virkelig et liv langt under 60 km i timen. Hastigheden indeni saenkes blot paa turen derhen – ca. 130 km stik vest fra Habana.
Der dufter af natur, ro og fred (hmm, ikke at jeg helt praecist ved hvordan ro og fred dufter) og en svag duft af pot - paa den goe maade (se DET ved jeg hvordan dufter!) Der er ligesom en slags sodme i luften, som ogsaa afspejler sig i stemningen og menneskerne i byen (altsaa sodmen, ikke potten!) Alligevel taenker jeg - gad vide om man foler sig konstant skaev hvis man bor der?
Anyways, der er flere casa particulares end der er indbyggere i Vinales – naesten da. Tydeligvis lever Vinales af turisme og turisme alene. Og alligevel skulle man tro at meneskerne bar storre praeg af det end som saa. Tvaert om er der en skon aegtehed i deres personligheder.
Alle husene er ens i form, dog ikke i farver, og det giver stedet et islaet af at vaere eet stort bo-faellesskab. Jeg folte mig virkelig paa landet uden at det prmitive liv nodvendigvis fulgte med, hvilket er prisvaerdigt! Paa landet fordi det er midt i naturen og hovedgaden er smukt omkranset af fyrretraeer. Paa landet fordi det er okay at rende rundt og vaere svedig og beskidt efter en dags vandretur – noget man overhovedet ikke overvejer i Habana.
Jeg blev rigtig gode venner med datteren af et af de casas jeg boede i. Yonaisa hedder hun. Skon tos paa min alder! Vi tog ud og vandrede en dag med et par af hendes venner. Helt special dag for mig! Det var the cuban style fra morgen til aften. Vi lagde ud med cubansk kaffe (super staerk kaffe som du dor af – neasten - hvis du ikke tilsaetter sukker) – og det var saa uden sukker!! Lidt rom ved siden af og saa derud af. Det regnede den dag og det gjorde bare nature n endnu skonnere og os endnu mere pjattet. Vi havde Senor Juan med, en af Yonaisas venner, midt i treserne, som fortalte stolpe op og stolpe ned om vegetationen vi gik igennem.
Vi var til hanekamp (saa heldigvis ikke selve kampen, da der opstod uenigheder mellem to hane-ejere og de saa selv maatte saette deres egen ’kamp’ op) Vi kalder det vist machoisme i DK tror jeg.....:o) Fik en bid af stemningen der, blandet med et par ol og lidt skinke og log serveret paa et stykke skrivepapir!!! Aegte cubansk!
Vi tog en taxa tilbage – dvs en hest som trak en lille ’anhaenger’ i form af et par traeplader som var tomret sammen! Nice....
Derefter fortsatte aftenen med dans, mad og en masse RON! Av hvor jeg hyggede mig. Kan varmt anbefales at lade sig falde i armenen paa de lokale og lade dem vise dig hvordan de nyder livet.
Pinar del Rio – en lille historie – 8. februar.
Jeg var paa vej tilbage til Vinales fra Pinar del Rio. En by ca 30 km vaek, hvor jeg skulle have mit visa forlaenget. Dave og Katharine skulle forbi paa vej tilbage til Habana, saa jeg optod bagsaedet hos dem igen.
Jeg var forberedt paa at det kunne tage hele dagen at faa mit visum ordnet, med det super hurtige (?) tempo alt foregaar i paa Cuba, kombineret med den insisterende varme og buokratiet her. Men det tegnede faktisk ret godt. Der var ingen ko paa kontoret, ingen frokostpause eller anden aktivitet som kunne optage personalet og damen som arbejdede der, var faktisk super venlig og talte godt engelsk..
For at faa sit visum forlaenget skal man i banken og kobe 2 ’frimaerker’, sellos hedder de, for 25 CUC. Derefter gaar man til immigrationskontoret med dem, sit pas, adressen man bor paa, flybilletten ud af Cuba og vupti, saa faar man 30 dage mere hos Fidel.
Jeg havde vaeret saa snu at anskaffe mig disse sellos i Habana, saa jeg var ’good to go’ – ’listo’ som det hedder paa spansk – klar! Men nej, ikke helt. Det ene sello var lidt utydeligere i printet end det andet, saa de ville se min kvittering paa dem. Arrgghhh, den laa sefoli’ i Vinales. What to do??!!! Kob nogle nye og kom tilbage imorgen sagde de! What! Not taenkte jeg. Lidt snak frem og tilbage blev til at den sode – store! – dame paa kontoret hurtigt hidkaldte en cykeltaxi som tog mig downtown i Pinar del Rio, jeg slog et smut forbi banken og kobte mig et nyt sello og tilbage – op ad bakke, stakkels chaffor, som jeg stopfordrede med cola for at holde ham korende – til immigrationskontoret og faa det gyldne tempel. Juubiii!! Og som hun sagde da alt var overstaaet, og som hun i bund og grund har ret i – ’no pro’len’!! Alt er ’no pro’len’ paa Cuba.
Den selv samme cykeltaxi, min nye mest taaldmodige ven paa Cuba – fik jeg forklaret at jeg ville finde en ’marginal’ fik jeg kaldt den (helt forkert!) og kore tilbage til Vinales. En ’marginal’ er en dele taxi i form af en gammel beat up amerikaner bil, som cubanerne korer i. Det er billigt, det er autentisk, det er snavset, det er rustikt, man sidder meget taet, det er varmt, det er kubansk – det er fedt!!!
Min ven sorger for at jeg bliver installeret i en sort Chevy, hvor de feste vinduer mangler. Todo bien! En lille bitte aeldre dame med sin store taske slynget om skuldren, skal ogsaa med. Da hun horer prisen maa kun traekke sig da hun mangler hvad der svarer til 1 kr. Jeg naar ikk engang at taenke, jeg kaster hende ind paa bagsaedet og sir bare ’sefoli skal du med, jeg betaler!’.
Som jeg sidder i bilen foler jeg mig paa een gang overlegen og arrogant og samtidig som Moder theresa. Det er saa let et greb i lommen for mig at betale de ca 5 kr. – for 30 km – og for hende skaber det de forkerte folder i ansigtet da hun horer prisen. Sikken en konstrast, som naesten alt er i dette land. Nu vi er ved kontraster, saa koster en botte peanut butter ca 12 kr paa Cuba!! Mere end at korer ca 60 km i taxi! Det gir jo mening, ik?!!
Kort efter vi er kort har den lille aeldre dame glemt alt om det og sidder lige saa diskret og tipper sin fod i takt til den syende reaggaton som blaeser ud af hojtalerne bag i bilen. En slags musik som enhver dansker over 35 ville skrue ned for – ren booty shaking rytmer. Smukt, ik? That’s Cuba!!
Der er virkelig et liv langt under 60 km i timen. Hastigheden indeni saenkes blot paa turen derhen – ca. 130 km stik vest fra Habana.
Der dufter af natur, ro og fred (hmm, ikke at jeg helt praecist ved hvordan ro og fred dufter) og en svag duft af pot - paa den goe maade (se DET ved jeg hvordan dufter!) Der er ligesom en slags sodme i luften, som ogsaa afspejler sig i stemningen og menneskerne i byen (altsaa sodmen, ikke potten!) Alligevel taenker jeg - gad vide om man foler sig konstant skaev hvis man bor der?
Anyways, der er flere casa particulares end der er indbyggere i Vinales – naesten da. Tydeligvis lever Vinales af turisme og turisme alene. Og alligevel skulle man tro at meneskerne bar storre praeg af det end som saa. Tvaert om er der en skon aegtehed i deres personligheder.
Alle husene er ens i form, dog ikke i farver, og det giver stedet et islaet af at vaere eet stort bo-faellesskab. Jeg folte mig virkelig paa landet uden at det prmitive liv nodvendigvis fulgte med, hvilket er prisvaerdigt! Paa landet fordi det er midt i naturen og hovedgaden er smukt omkranset af fyrretraeer. Paa landet fordi det er okay at rende rundt og vaere svedig og beskidt efter en dags vandretur – noget man overhovedet ikke overvejer i Habana.
Jeg blev rigtig gode venner med datteren af et af de casas jeg boede i. Yonaisa hedder hun. Skon tos paa min alder! Vi tog ud og vandrede en dag med et par af hendes venner. Helt special dag for mig! Det var the cuban style fra morgen til aften. Vi lagde ud med cubansk kaffe (super staerk kaffe som du dor af – neasten - hvis du ikke tilsaetter sukker) – og det var saa uden sukker!! Lidt rom ved siden af og saa derud af. Det regnede den dag og det gjorde bare nature n endnu skonnere og os endnu mere pjattet. Vi havde Senor Juan med, en af Yonaisas venner, midt i treserne, som fortalte stolpe op og stolpe ned om vegetationen vi gik igennem.
Vi var til hanekamp (saa heldigvis ikke selve kampen, da der opstod uenigheder mellem to hane-ejere og de saa selv maatte saette deres egen ’kamp’ op) Vi kalder det vist machoisme i DK tror jeg.....:o) Fik en bid af stemningen der, blandet med et par ol og lidt skinke og log serveret paa et stykke skrivepapir!!! Aegte cubansk!
Vi tog en taxa tilbage – dvs en hest som trak en lille ’anhaenger’ i form af et par traeplader som var tomret sammen! Nice....
Derefter fortsatte aftenen med dans, mad og en masse RON! Av hvor jeg hyggede mig. Kan varmt anbefales at lade sig falde i armenen paa de lokale og lade dem vise dig hvordan de nyder livet.
Pinar del Rio – en lille historie – 8. februar.
Jeg var paa vej tilbage til Vinales fra Pinar del Rio. En by ca 30 km vaek, hvor jeg skulle have mit visa forlaenget. Dave og Katharine skulle forbi paa vej tilbage til Habana, saa jeg optod bagsaedet hos dem igen.
Jeg var forberedt paa at det kunne tage hele dagen at faa mit visum ordnet, med det super hurtige (?) tempo alt foregaar i paa Cuba, kombineret med den insisterende varme og buokratiet her. Men det tegnede faktisk ret godt. Der var ingen ko paa kontoret, ingen frokostpause eller anden aktivitet som kunne optage personalet og damen som arbejdede der, var faktisk super venlig og talte godt engelsk..
For at faa sit visum forlaenget skal man i banken og kobe 2 ’frimaerker’, sellos hedder de, for 25 CUC. Derefter gaar man til immigrationskontoret med dem, sit pas, adressen man bor paa, flybilletten ud af Cuba og vupti, saa faar man 30 dage mere hos Fidel.
Jeg havde vaeret saa snu at anskaffe mig disse sellos i Habana, saa jeg var ’good to go’ – ’listo’ som det hedder paa spansk – klar! Men nej, ikke helt. Det ene sello var lidt utydeligere i printet end det andet, saa de ville se min kvittering paa dem. Arrgghhh, den laa sefoli’ i Vinales. What to do??!!! Kob nogle nye og kom tilbage imorgen sagde de! What! Not taenkte jeg. Lidt snak frem og tilbage blev til at den sode – store! – dame paa kontoret hurtigt hidkaldte en cykeltaxi som tog mig downtown i Pinar del Rio, jeg slog et smut forbi banken og kobte mig et nyt sello og tilbage – op ad bakke, stakkels chaffor, som jeg stopfordrede med cola for at holde ham korende – til immigrationskontoret og faa det gyldne tempel. Juubiii!! Og som hun sagde da alt var overstaaet, og som hun i bund og grund har ret i – ’no pro’len’!! Alt er ’no pro’len’ paa Cuba.
Den selv samme cykeltaxi, min nye mest taaldmodige ven paa Cuba – fik jeg forklaret at jeg ville finde en ’marginal’ fik jeg kaldt den (helt forkert!) og kore tilbage til Vinales. En ’marginal’ er en dele taxi i form af en gammel beat up amerikaner bil, som cubanerne korer i. Det er billigt, det er autentisk, det er snavset, det er rustikt, man sidder meget taet, det er varmt, det er kubansk – det er fedt!!!
Min ven sorger for at jeg bliver installeret i en sort Chevy, hvor de feste vinduer mangler. Todo bien! En lille bitte aeldre dame med sin store taske slynget om skuldren, skal ogsaa med. Da hun horer prisen maa kun traekke sig da hun mangler hvad der svarer til 1 kr. Jeg naar ikk engang at taenke, jeg kaster hende ind paa bagsaedet og sir bare ’sefoli skal du med, jeg betaler!’.
Som jeg sidder i bilen foler jeg mig paa een gang overlegen og arrogant og samtidig som Moder theresa. Det er saa let et greb i lommen for mig at betale de ca 5 kr. – for 30 km – og for hende skaber det de forkerte folder i ansigtet da hun horer prisen. Sikken en konstrast, som naesten alt er i dette land. Nu vi er ved kontraster, saa koster en botte peanut butter ca 12 kr paa Cuba!! Mere end at korer ca 60 km i taxi! Det gir jo mening, ik?!!
Kort efter vi er kort har den lille aeldre dame glemt alt om det og sidder lige saa diskret og tipper sin fod i takt til den syende reaggaton som blaeser ud af hojtalerne bag i bilen. En slags musik som enhver dansker over 35 ville skrue ned for – ren booty shaking rytmer. Smukt, ik? That’s Cuba!!
Cuba – Habana igen – 29. januar – 4. februar
Det foltes som om pulsen var faldet, da jeg kom tilbage til Habana efter Trinidad og Varadedo. Kaos’et var vaek. Byen begyndte at aabne sig og vise sin ’hverdag’ – eller var det mig som fandt en hverdag i den?
Det blev den gamle bydel Habana Vieja, som fik aeren af mit besog denne gang. Trods Vedado var skon og Janette endnu skonnere havde jeg faaet nok af bilosen og det larmende hverdagsliv, som en hver by har. Habana Vieja er lidt et helle i den anledning, for i mange gader er bil trafik ikke tilladt.
Mercy, min vidunderlige vaert i dette casa particular, boede i en skon gammel kolonialsk bygning. Der var hojt til loftet og smukt indrettet. Hendes afslappethed – og til tider ligegyldighed – gjorde det muligt for mig at nyde 1 uges tid sammen med min ’cubanske fling’:o) Det er langt fra alle casas som indvilger i det, saa tak Mercy!
Jeg udforskede byen lidt mere. Blandt andet var jeg saa heldig at faa en sidste dag med Annette inden hun desvaerre maatte tilbage til Danmark. Av hvor var det godt at se dig igen:o) Vi nod det nationale kunst musuem og fik et indblik i den cubanske kunst – hvilket inspirede mig til at kigge efter malerier til at tage med hjem. Byen er spaekket med skonne, farverige malerier, som hojst sandsynligt bliver lavet pga det store flow af turister. Ikke desto mindre var de super flotte!!
Jeg fik lavet mine cubanske negle hos Katja, en lokal chica, som jeg fandt frem til ved at sporge mig omkring paa gaden. Hun havde en lille biks i et hjorne af sin stue, hvor hun kreerede de smukkeste design paa 10 mm tykke akrylnegle. De ser alt andet end aegte ud, men det er stadig flot, det er cubansk, det er sexet – ergo, jeg maatte prove det. Og jeg skal love for, at de har vakt opsigt. Aldrig er jeg blevet komplimenteret saa meget paa mine negle!! Alt det for blot 10 CUC (ca. 60 kr.) Og husk, for cubanerne er det naesten en halv maaendslon!!
Jeg var i biografen med Dorita – en skon dame, som jeg modte gennem Maja. Vi saa ’Singing in the rain’. Af alle steder havde jeg ikke ’regnede’ med at det blev i Habana jeg skulle se den. Iskold biograf – til gengaeld kostede det kun 1 kr!!!
Vi var paa skon kaffebar bagefter hvor jeg fik det taetteste paa en cappucino man kommer paa Cuba – ogsaa for blot 1 kr.! Jummi! Gracias Dorita......
Jeg var til en FED matinee (udtrykket for de salsa koncerter som bliver spillet rundt omkring i byen ved 19 tiden eller 24 tiden) paa Cafe Cantante. Jeg modte en landsmand fra salsamiljoet og av hvor fik vi givet den gas! Bandet Klimax, som jeg aldrig havde hort om for, var helt fantastiske!!! Tak for en top nice aften stranger – jeg ka ikke huske dit navn!
Og sidst men ikke mindst var der David og Katharine, det skonne australske par, som jeg modte. De boede ogsaa hos Mercy og var lige ankommet til Cuba. Retmaessigt (i forhold til dem) kunne jeg kalde mig en ’erfaren turist’ paa Cuba saa jeg delte ud af mine historier og de ligesaa om deres maaned i Peru og forinden deres 2 aar i Holland. Det var skont paa det tidspunkt at mode nogle mennekser fra min egen kultur (saadan da) og de var simpelthen saa afslappet, sode, havde en fantastisk humor og var saa lige til. De tilbod mig et lift med til Vinales, som var deres naeste destination og en af mine overvejelser. Saa en to tre, og jeg sad paa bagsaedet af deres bil, paa vej til nye eventyrer.
Det blev den gamle bydel Habana Vieja, som fik aeren af mit besog denne gang. Trods Vedado var skon og Janette endnu skonnere havde jeg faaet nok af bilosen og det larmende hverdagsliv, som en hver by har. Habana Vieja er lidt et helle i den anledning, for i mange gader er bil trafik ikke tilladt.
Mercy, min vidunderlige vaert i dette casa particular, boede i en skon gammel kolonialsk bygning. Der var hojt til loftet og smukt indrettet. Hendes afslappethed – og til tider ligegyldighed – gjorde det muligt for mig at nyde 1 uges tid sammen med min ’cubanske fling’:o) Det er langt fra alle casas som indvilger i det, saa tak Mercy!
Jeg udforskede byen lidt mere. Blandt andet var jeg saa heldig at faa en sidste dag med Annette inden hun desvaerre maatte tilbage til Danmark. Av hvor var det godt at se dig igen:o) Vi nod det nationale kunst musuem og fik et indblik i den cubanske kunst – hvilket inspirede mig til at kigge efter malerier til at tage med hjem. Byen er spaekket med skonne, farverige malerier, som hojst sandsynligt bliver lavet pga det store flow af turister. Ikke desto mindre var de super flotte!!
Jeg fik lavet mine cubanske negle hos Katja, en lokal chica, som jeg fandt frem til ved at sporge mig omkring paa gaden. Hun havde en lille biks i et hjorne af sin stue, hvor hun kreerede de smukkeste design paa 10 mm tykke akrylnegle. De ser alt andet end aegte ud, men det er stadig flot, det er cubansk, det er sexet – ergo, jeg maatte prove det. Og jeg skal love for, at de har vakt opsigt. Aldrig er jeg blevet komplimenteret saa meget paa mine negle!! Alt det for blot 10 CUC (ca. 60 kr.) Og husk, for cubanerne er det naesten en halv maaendslon!!
Jeg var i biografen med Dorita – en skon dame, som jeg modte gennem Maja. Vi saa ’Singing in the rain’. Af alle steder havde jeg ikke ’regnede’ med at det blev i Habana jeg skulle se den. Iskold biograf – til gengaeld kostede det kun 1 kr!!!
Vi var paa skon kaffebar bagefter hvor jeg fik det taetteste paa en cappucino man kommer paa Cuba – ogsaa for blot 1 kr.! Jummi! Gracias Dorita......
Jeg var til en FED matinee (udtrykket for de salsa koncerter som bliver spillet rundt omkring i byen ved 19 tiden eller 24 tiden) paa Cafe Cantante. Jeg modte en landsmand fra salsamiljoet og av hvor fik vi givet den gas! Bandet Klimax, som jeg aldrig havde hort om for, var helt fantastiske!!! Tak for en top nice aften stranger – jeg ka ikke huske dit navn!
Og sidst men ikke mindst var der David og Katharine, det skonne australske par, som jeg modte. De boede ogsaa hos Mercy og var lige ankommet til Cuba. Retmaessigt (i forhold til dem) kunne jeg kalde mig en ’erfaren turist’ paa Cuba saa jeg delte ud af mine historier og de ligesaa om deres maaned i Peru og forinden deres 2 aar i Holland. Det var skont paa det tidspunkt at mode nogle mennekser fra min egen kultur (saadan da) og de var simpelthen saa afslappet, sode, havde en fantastisk humor og var saa lige til. De tilbod mig et lift med til Vinales, som var deres naeste destination og en af mine overvejelser. Saa en to tre, og jeg sad paa bagsaedet af deres bil, paa vej til nye eventyrer.
Cuba – Varadedo – 27. – 29. januar
En forfaerdelig ferieby kun for turister. I stil med Cancun i Mexico hvis nogen kender det.Dog med det smukkeste hav jeg laenge har set og min kaere veninde Louise gemte sig der sammen med sin mor, hvilket var grunden til at jeg slog et smut forbi her efter Trinidad og paa vej til Habana igen.
Vi hyggede os, nod stranden, legede som born i vandkanten – jeg har billeder til at bevise det! – spiste saa vi ikke kun vrikke med orerne og sov laenge. Det var GULD vaerd at vaere sammen med dig Louise!
Vi hyggede os, nod stranden, legede som born i vandkanten – jeg har billeder til at bevise det! – spiste saa vi ikke kun vrikke med orerne og sov laenge. Det var GULD vaerd at vaere sammen med dig Louise!
Cuba – Trinidad – 21.- 27. januar
Ahhh, alt faldt ned i tempo. Livets gang blev rolig og bilosen blevet skiftet ud med hestesved og gadestov. Gaderne osede af ro og et meget tilbagelaenet liv.
Det tog noget tid for mig at slippe Habana og sindssygen og finde mig tilrette med stilheden. Min krop og sjael fortsatte med at lede efter den intense puls som Habana saa unikt gemmer paa. Men forgaeves........der var blot smaa gader med pjuskede toppede brosten, skaeve gadedorer som gemte paa et landsbyliv fuld af charme, historie og traditioner. Der var ingen pragende gadeskilte, ingen systematisk gadebelysning, ingen stojende biler, da storstedelen af trafikken gennem den lille by foregik til hest.
Der er smukt og charmerende som bare fanden i Trinidad! Det er paa sin plads at UNESCO har udnaevnt det til at vaere bevaringsvaerdigt. En kaskade af farver pryder bade billedet fra de skaeve lave huse. Super skont!
Maden blev pludselig smagsfuld og det konslose forsvandt. Kyllingen havde en god laekker saft og kraft, risen var krydret som i Indien, fisken var gratineret med ost og grontsager og et nyt tilbehor opstod i form af en saltet chips, lavet paa en endnu ukendt grontsag! Paa en god dad var det faktisk lidt af en kulinarisk oplevelse at besoge Trinidad.
Og saa var der stranden...........mmmmm!! What a day for a daydream! En lille skon tange af en halvo, med hvidt sand, dejligt skyggende palmer, turkis hav og en bagende sol. Naesten alle gadehjorner i Trinidad havde taxier ventende paa at blive fyldt op og pendulere de 14 km ud til Playa Ancon. Solle 2 CUC (ca.10 kr) skulle vi hoste op med pr snude. Bunden paa min solbrune kulor jeg render rundt med nu (ohhh, hva – er det koldt i Danmark?) blev lagt der.....:o)
Jeg delte Trinidad med Annette, min skonne veninde, som ogsaa var taget til Cuba. Tak for en skon skon tid sammen – alle dage og alle stunder. Jeg ville ikke have undvaeret en eneste af dem - du ved hvad jeg mener!
Det tog noget tid for mig at slippe Habana og sindssygen og finde mig tilrette med stilheden. Min krop og sjael fortsatte med at lede efter den intense puls som Habana saa unikt gemmer paa. Men forgaeves........der var blot smaa gader med pjuskede toppede brosten, skaeve gadedorer som gemte paa et landsbyliv fuld af charme, historie og traditioner. Der var ingen pragende gadeskilte, ingen systematisk gadebelysning, ingen stojende biler, da storstedelen af trafikken gennem den lille by foregik til hest.
Der er smukt og charmerende som bare fanden i Trinidad! Det er paa sin plads at UNESCO har udnaevnt det til at vaere bevaringsvaerdigt. En kaskade af farver pryder bade billedet fra de skaeve lave huse. Super skont!
Maden blev pludselig smagsfuld og det konslose forsvandt. Kyllingen havde en god laekker saft og kraft, risen var krydret som i Indien, fisken var gratineret med ost og grontsager og et nyt tilbehor opstod i form af en saltet chips, lavet paa en endnu ukendt grontsag! Paa en god dad var det faktisk lidt af en kulinarisk oplevelse at besoge Trinidad.
Og saa var der stranden...........mmmmm!! What a day for a daydream! En lille skon tange af en halvo, med hvidt sand, dejligt skyggende palmer, turkis hav og en bagende sol. Naesten alle gadehjorner i Trinidad havde taxier ventende paa at blive fyldt op og pendulere de 14 km ud til Playa Ancon. Solle 2 CUC (ca.10 kr) skulle vi hoste op med pr snude. Bunden paa min solbrune kulor jeg render rundt med nu (ohhh, hva – er det koldt i Danmark?) blev lagt der.....:o)
Jeg delte Trinidad med Annette, min skonne veninde, som ogsaa var taget til Cuba. Tak for en skon skon tid sammen – alle dage og alle stunder. Jeg ville ikke have undvaeret en eneste af dem - du ved hvad jeg mener!
Cuba - Habana – 8.- 21. januar
Det er sindssygt!! Jeg er blaest omkuld af alle de indtryk. Aldrig har jeg vaeret et sted som har vaeret saa overvaelende. 14 dage foles som 2 mdr!! Kulturen er saa anderledes. Man bliver hele tiden introduceret til en ny duft, et nyt smil, en ny paatale, et nyt blik. Deres kultur lever saa meget i gaden, at alt opleves og udleves der. Deres personligheder er staerke, der rom er staerk, deres bilos er staerk, deres intensitet er staerk – selv en Viking foler sig vaeltet.
Naar de er glade larmer de, naar de danser larmer de, naar de spiser larmer de, naar de ser TV larmer de, naar de er sure larmer de – naar de sover (?) larmer de. Der er en puls i byen som ikke beder om fred.Var der nogen som sagde natte ro? Glem det!!
Og selvfolgelig skal Habana opleves! Uden tvivl!! Hvis der ikke er andre steder paa denne jord, saa derfor. Ellers – fordi den er saa forbandede afdanket paa en fandens smuk maade, fordi cubanerne er rovsode og baerger de storeste smil!! Fordi der er et musik mekka som naerer en hver sjael til MAX! Fordi det er godt at lade sig drage af det ukompliceret, tankefrie og simple liv engang imellem, fordi Rumbaen (afro-cubansk dans som danset hovedsageligt at sorte) er saa forforende og fraek (og OV, hvor ville jeg onske jeg var neger!!) Derfor skal Habana opleves!!
Den sitrende varme, bilosen, den konslose mad, jineteros, skodeslose blikke, kurtiserende tilraab, provokerende fraek dans – alt dette og lidt til, er Habana. What you see is what you get – ALL OF IT!!
Tiden forsvinder som sand ml fingerene her paa Cuba. Maja, alt forladt for de gange du ikke har ramt vores aftalte klokkeslet hjemme i DK. Jeg har fuld forstaaelse!!!! Har skaenket dig mange mange tanker fra dette tidslose land :o))
Jeg boede i et casa particular (hvilket betyder at man bor privat hos cubanerne) hos Janette, i bydelen Vedado, de forste 2 uger i Habana. Skon bydel med masser af kaempe gronne traeer, lidt vaek fra selve Habana bymidte. Janette er denne her underskonne cubanske kvinde, som serverede morgenmaden med det varmeste smil og den storste vrikkende numse! Det var himmelsk at bo hos hende..
Da jeg var syg nogle dage (rimelig hoj feber og var overbevist om at jeg blevet banket om natten -af mig selv?-med et baseball bat, for jeg var fuldstaendig smadret i hele kroppen) tog et par dybe fuger plads midt i Janettes pande. Hun bekymrede sig og var ikke rigtig rolig for jeg blev rask igen.
Naar de er glade larmer de, naar de danser larmer de, naar de spiser larmer de, naar de ser TV larmer de, naar de er sure larmer de – naar de sover (?) larmer de. Der er en puls i byen som ikke beder om fred.Var der nogen som sagde natte ro? Glem det!!
Og selvfolgelig skal Habana opleves! Uden tvivl!! Hvis der ikke er andre steder paa denne jord, saa derfor. Ellers – fordi den er saa forbandede afdanket paa en fandens smuk maade, fordi cubanerne er rovsode og baerger de storeste smil!! Fordi der er et musik mekka som naerer en hver sjael til MAX! Fordi det er godt at lade sig drage af det ukompliceret, tankefrie og simple liv engang imellem, fordi Rumbaen (afro-cubansk dans som danset hovedsageligt at sorte) er saa forforende og fraek (og OV, hvor ville jeg onske jeg var neger!!) Derfor skal Habana opleves!!
Den sitrende varme, bilosen, den konslose mad, jineteros, skodeslose blikke, kurtiserende tilraab, provokerende fraek dans – alt dette og lidt til, er Habana. What you see is what you get – ALL OF IT!!
Tiden forsvinder som sand ml fingerene her paa Cuba. Maja, alt forladt for de gange du ikke har ramt vores aftalte klokkeslet hjemme i DK. Jeg har fuld forstaaelse!!!! Har skaenket dig mange mange tanker fra dette tidslose land :o))
Jeg boede i et casa particular (hvilket betyder at man bor privat hos cubanerne) hos Janette, i bydelen Vedado, de forste 2 uger i Habana. Skon bydel med masser af kaempe gronne traeer, lidt vaek fra selve Habana bymidte. Janette er denne her underskonne cubanske kvinde, som serverede morgenmaden med det varmeste smil og den storste vrikkende numse! Det var himmelsk at bo hos hende..
Da jeg var syg nogle dage (rimelig hoj feber og var overbevist om at jeg blevet banket om natten -af mig selv?-med et baseball bat, for jeg var fuldstaendig smadret i hele kroppen) tog et par dybe fuger plads midt i Janettes pande. Hun bekymrede sig og var ikke rigtig rolig for jeg blev rask igen.
Abonner på:
Opslag (Atom)
