Tillykke med fødsdagen i søndags min egen!

Back home....

Ecuador – Galapagos øerne – 17. - 29. april

Vi flyver (til Galapagos), tiden flyver, pelikanerne flyver (meget lavt) over vores hoveder hele tiden, saa ja, jeg har haft lidt svaert ved at folge med her paa det sidste. I storte traek bestaar livet af, at jeg er kommet mig over min skriveblokade efter at det stille og roligt sank ind, at jeg havde mistet mine billeder.Til gengaeld stod det soleklart for mig at jeg havde mit kaere liv i behold, min lille krop er sund og rask, saavel som min far er (og endda paa hans fodselsdag idag!!!) – og vigtigst af alt, mine dromme er intakte og fulde af ballade.....;o) Plus jeg har faaet et fif, fra flere nu, at jeg maaske kan gendanne mine billeder paa mit memory card!! Uhhhhhhh, jeg jublede af glaede da jeg laeste det i en mail fra Anders - TUSIND TAK!!!- og krammede computeren saa den til sidst kiggede aandssvagt paa mig.....Det bliver min lille overraskelse til mig selv naar jeg kommer hjem og tager mig tid og ro til det – og hvis I vaebner jeg med taalmod faar I dejlige minder herude, naar jeg er kommet hjem:o)) Om lidt hopper vi ombord paa en lille cruiser som tager os rundt paa de magiske oer her i Galapagos i 8 dages tid. Jeg skal ud og forelske mig i et par gamle padder (og score alle deres penge ;o), ligge og dase med de buttede solover paa stranden, grynte sammen med saelerne og prove at vralte som en pingving. Eiiii for pokker hvor jeg glaeder mig!!!!!!! (Haaber ikke ens kropbehaaring foroges ved intenst samvaer med pelsdyr.....!) Naa, anyways, det bliver langt vaek fra alt der har noget med kabler og smart udstyr at gore, saa jeg vil lige give en lille bid af hvad jeg har oplevet herude.

SYDAMERIKA........ Ja, det udtryk som har strejfet mine tanker mest mens jeg har vaeret her er - for pokker da!!!!
For pokker da hvor er det stort, for pokker da hvor er det SMUKT, for pokker da hvor er det barskt, for pokker da hvor er det billigt, for pokker da hvor skal man vaere opmaerksom, for pokker da hvor er det tort, for pokker da hvor er det fugtigt!!, for pokker da hvor er det varmt, for pokker da hvor smager deres vin godt, for pokker da hvor er det fascinerende, for pokker da hvor er der mange hunde, for pokker da hvor er det magisk, for pokker da hvor er de sorthaaret!! – for pokker da hvor er det FANTASTISK!!!! Jeg fik jo selskab af min far i starten af marts, hvilket har vist sig at vaere noget saa interessant. Afstandene har faaet voksevaerk, valutaerne har formeret sig (godt nok havde Cuba 2 valutaer, men vi er oppe paa 7 indtil videre), hojderne er blevet hojere (vi har kigget ned paa verden fra 5000m!), kulturerne mangfoldigere, smagsoplevelserne opgraderet (Cuba go home!) – tja, hvad har ikke forandret sig...? Selv jeg har faaet et twist af noget nyt i mig – som jeg stadig smager paa.....:o) Det er et skont kontinent. Livet har sin gang hernede, som alle andre steder i verden, og den er ofte meget forskellig fra vores. Nogle kulturer er mere praeget af fastholdelse af oprindelse og stolthed (Paraguay og Chile, for pokker hvor det klaer dem!!!) mens andre har en storre trang til at kopiere og en undertone af arrogance (Argentina). Trods vores forskelle og afstanden til denne del af verden foler jeg endnu engang af verden er rykket et skridt taettere paa. Verdenskortet er blevet mindre og jeg har faaet mig en storre legeplads:o) Skont for en barnlig 34-aarig sjael som mig!!

Peru – togturen fra Puno til Cusco – april 2008

Ahh, hvor min sjæl nyder alt det grønne. Igen slubrer jeg indtrykkene i mig – som i Miami – efter alt for land tids ’tørke’. Humøret stiger, smilet bliver bredere og jeg kan ikke lade være med at føle mig en smule mere veltilpas.
Toget slendrer gennem det peruvianske land, som lige så varmt og imødekommende tager imod os. Landskabet er prydet af rolige og bløde bjerge som er beklædt med fløjs grønne ’tæpper’ af små buskadser fra top til tå. Den frodige slags budskads. De skaber en tryghed når man kigger på dem, måske fordi deres højder ikke på noget punkt er uopnåelige, måske fordi de er så indbydende at se på – måske fordi de har ligget der i milioner af år og aldrig gjort en sjæl fortræd.
Floden som løber langs togskinnerne skaber kløfterne og dalene vi kører igennem. Det er et fantastisk smukt syn! Det minder mig lidt om Skotland, bare mere dragende, mere intenst og mere majestætisk. Jeg hygger mig med at vide, at der findes steder som disse på jorden.

Til tider dukker et par fårehyrder op - kvinder som mænd. Deres farvestrålende tøj lyser op blandt naturens varme farver. Med deres stok gener de deres små uldtotter rundt på frodige sletter så de kan spise sig tykke og fede. De ænser vores forbifaren og stopper op, nok mest fordi vi forstyrrer deres frirum og tanker, som de har vænnet sig til gennem hele deres liv. De har betrådt disse sletter til hudløshed, igennem sol, regn, sne, frost og vinde fra alle retninger. Drevet af overlevelse og traditioner. Der er noget ydmygt over deres færden. De fascinerer mig disse hyrder. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Paulo Cohelo's fårehyrde Santiago fra 'Alkymisten' som betræder Spaniens sletter med sine får. Han oplever verden og gør sig klog på livet på denne unikke og frie måde. Jeg tror disse mennesker er meget kloge og jeg tror de forstår sig på livet på en måde som vi kunne lære en del af.

Det siges at dette område omkring Cusco er meget spirituelt. Jeg husker også at have læst en bog som udspiller sig her, hvor hovedpersonen oplever en følelse af at alt smelter sammen, himmel som jord, og grænser ophæves. Det kan jeg snildt forestille mig…..

Chile/Bolivia – jeeptur gennem utopia - april 2008

At trække vejret i 5000 m højde – og nyde det!

Jo bevares, jeg følte mig da lidt halvberuset, men hvem ville ikke gøre det i den højde? Enten forårsaget af det fantastiske landskab som møder ens blik heroppe eller den manglende ilt som IKKE viser sig heroppe.

Men ellers var det næsten a piece of cake!! Alle de bekymringer jeg havde gjort mig om højdesyge forduftede i den tynde luft. Sikke jeg kunne overraske mig selv! For en stund blev jeg næsten helt i tvivl om jeg i virkeligheden hørte mere til deroppe.

Jeg følte sådan en pudsig lethed i hele min krop mens jeg var deroppe. Som om jeg svævede. Alle mine sanser blev skærpet og jeg havde svært ved at definere hvor jeg ophørte og omgivelserne startede. Lyder flippet, jeg ved det, men det VAR det sgu også! Jeg tror det var en kombination af forventningens angst (efter min lille højdesyge oplevelse i Mendoza), det ´out of this world´ surrealistiske landskab, som er fuldstændig livsforladt men dybt nede indeholder en kraft som jeg ikke har oplevet før og som man kun kan have respekt for, solens hypnotiserende styrke og det anderledes lys den skaber når man er så meget tættere på den, og cocabladenes dulmende effekt som begyndte at sætte ind…….o) Mens jeg lod alle indtrykkene skylle igennem mig og indsnuede den dyrebare luft måtte jeg konstaterer at det var ret okay at forsvinde lidt væk i højderne.

Landskabet fortjener en nøjere beskrivelse. Det var en blanding af et måne og mars landskab, pyntet hist og pist med et par hvide bjergtoppe i baggrunden, som underneden var sprængfyldt af mineraler der lavede kreative formationer på bjergsiderne. Et par spydige gejsere med deres skønne odør (not!) og svitsende grålige grødmasse som de jævnligt spruttede og spyttede efter os.

Laguner i hvide, grønne og blodappelsinrøde farver og tusinder af flamingoer, lamaer og vicuñaer, med deres forsigtige sind som tvang dem til at holde sig på afstand af os. Livet deroppe var ligesom gået i stå. Der var en stilhed så skøn, så ren, så fri. I modsætning til den stilhed jeg oplevede i Arizonas red rocks var det her en stilhed som inviterede til solitude, uden tidsfornemmelse.

Vi mødte en jeep i ny og næ som tilbagelagde samme rute som os. Højst sandsynligt okkuperet med turister som sad, ligesom os, og stirrede ud af vinduerne, forstenet i blikket og fyldte i hjerterne. Ellers var det det mest menneske tomme stykke land jeg nogensinde har krydset over 5 timer. Jeg overvejede engang imellem om jeg var intimideret af det tomme, åbne landskab som ingen ende synes at have. Men nej, det kunne ikke skræmme selv den skrøbeligste sjæl.

Som aftenen tog til begyndte bjergene at kaste deres enorme skygger ud over sletterne. Solens lys skabte en levende ild, dansende på himlen og gjorde den konstant foranderlig. Horisonten stod i knivskarp kontrast til de veje som vi kørte på men ofte overhovedet ikke kunne ses. Vores uundværlige guide Carlos kendte dette landskab som sin egen baglomme så han tog det ikke så højtideligt at vi engang imellem så helt fortabte ud.

Næste morgen vågnede vi efter en kold, lydløs og kort nat. Solen var stået op og jeg kunne ikke komme hurtigt nok i tøjet for at hoppe ud og sige godmorgen til den. Luften var kølig og sprød og landskabet lå som en drøm for fødderne af os. Jeg legede lidt med hundehvalpen og knipsede et par billeder af æslerne før vi drog afsted igen.
Pludselig var det der. Det hvide utopia. Saltørkenen som vi havde læst om og set billeder af, lagde sig for fødderne af os med sit næsten guddommelig udseende. ALT var hvidt så langt øjet rakte. Det blændede os og forstenet os på een gang. Vi stod og stirrede med åben mund, uden at en lyd hørtes fra os. Vi kunne slet ikke løsrive vores blikke fra det. Det var ikke sne, det var ikke skyer, det var ikke is – det var salt. 120 kvadratkilometer af salt! For mange tusinder af år siden udtørrede 2 søer lige der og efterlod uanede mængder af saltflager som når dyber helt ned til 10 meter. Overfladen er smukt dekoreret af et heksagonalt mønster, som naturen skaber helt af egen hånd. Underfundigt! Her tales om et ægte naturfænomen af sublim karakter.

Det kompakte salt havde en fantastisk lydisolerende effekt. Det var ligesom der var stilhed før storm – men stormen kom aldrig. Alle lyde forsvandt lige så hurtige som de blev skabt og tilbage var blot det store åbne landskab, oplyst af det hvide underlag. Jeg ku ikke lade være med at føle mig som et barn på den største legeplads nogensinde.....:o)

Chile - marts/april 2008

Skønhed - uden ord

Valparaiso

Viñar del mar

Santiago de Chile

La Serana & Vicuña dalen

San Pedro de Atacama

Argentina – Mendoza – marts 2008

Sikke farver, sikke fryd for øjnene. Mendoza var vores introduktion til de sydamerikanske bjerge – og hvilken introduktion! Vi har set bjergkæder så farverige, så rå, så golde, så intense, så fantastisk smukke. Jorden gemmer på alle verdens mineraler i smukke farver og her i disse bjerge vælger den lige så klogt at udstille dem alle – som en anden farvepalet! Hvilket syn!

Bjergene er så høje at det næsten er uvirkeligt. Solen er så varm at jeg ikke kan lade være med at smile, vinen er så blød at jeg bare vil have mere, byparken er en ren fornøjelse for mine fødder at betræde på min morgen løbetur mens jeg beundrer solens skønne farver som den rejser sig over bjergene i morgenlyset. Lykke er……

Vi nød landskabet til fods, til hest, til bils og bus(?), til lufts (forklaring; vi kastede os ud i 1,2 km kabel, fastspændt i en sele, opdelt over 6 etaper, som var hængt over kløfter og floder – 2 af dem foregik med hovedet nedaf!) og til cykels. Vi osede i Mendoza – natur osede. Det var som et bedre sommerudsalg vi var endt i, af naturens varer.

Argentina - Buenos Aires - marts 2008

Det er som om byen prover at vaere noget den ikke er – en metropol. Ved forste ojekast kunne man hurtigt forveksle den med det. Faktisk er der en snert af New York i byen her; den maade den tager sig ud paa, den maade gaderne er fyldt med mennesker, taxaer, busser og forretninger paa og den maade byen er planeret paa.
Men den sande konstatering er, er at det IKKE er en metropol – i mine ojne. Der er for meget affald i gaderne (over alt), der er larm og udstodning, som overgaar den aktivitet jeg ser i bybilledet, attituden er latinamerikansk – heldigvis – og ´mañana´ mentaliteten er sund og veleksisterende her i byen. Og selvom politibilerne har alarmcentralens ´911´ printet paa bilen og selvom taxaerne har gule tage som i NY, ja saa er det stadig Buenoes Aires, en by i Sydamerika. Et sted hvor kultur, sprog og holdning er langt fra USA, men de prover insisterende paa at kopiere netop USA oplever jeg.
Men - ved en stille observering fornemmer jeg dog stemningen af argentinerne her i byen – uden at jeg kan beskrive den. Det er noget som føles rart, det føles venligt – seføli med en snert af arrogance som argentinerne er flest :o) – og det er hjaelpsomt. Det ligger ligesom i luften, faktisk lige under overfladen og det ville klaede baade dem og byen saa umaadelig meget hvis de smed facaden og bare var sig selv......

Mine danske rodder traeder tydeligere og tydeligere frem som jeg rejser gennem det sydamerikanske kontinent. Selv om jeg sidder her i La Boca, et smukt kunsterisk bydel i Buenos Aires, kan jeg ikke lade vaere med at sammenligne det med noget velkendt i Danmark som jeg holder af. En hyggelig stemning a la Nyhavn. For her i La Boca gemmer sig en hygli´ stemning under alt turist gojleriet. Fordi La Boca ligger ned til en kanal, fordi La Boca er brostens belagt og man faar lyst til at slentre gennem gaden, fordi La Boca er et ´must´ for turisterne, fordi La Boca i tidernes morgen og stadig er et fattigt kvarter som Nyhavn ogsaa var..........
Den tendens at taenke paa velkendte steder hjemme i Danmark traeder ofte frem hos mig paa denne rejse. Billeder og oplevelser hjemmefra stryger gennem mit sind mens jeg betraeder nye omgivelser. Hmmm, min udlaengsel er maaske ved at blive overhalet af min hjem laengsel. I hvert fald opdager jeg at det jeg har derhjemme er noget ganske saerligt ;o))

Paraguay - det skønne landsted Don Emilio

Det er det smukkeste, mest fantastiske sted jeg nogen sinde har oplevet. Det er en ‘estancia’, en farm som tager imod turister. Jamen altsaa, hvilken natur!! Hvilken tranqulity, hvilken underfundigt sted! Vi er midt paa landet, omringet af det mest laekre landskab man kan forestille sig. Alt er gront omkring os saa langt ojet raekker og den naermeste by ligger 16 km vaek. Selve grunden er paa 5000 hektar. De har 3500 koer, 80 heste, faar og geder og guderne maa vide hvor mange hons, gaes og kalkuner. Der er saa fredsfyldt at man helt taber sit hjerte til dette sted. Vi modte ejeren kort, for de tog tilbage til Asuncion hvor de bor – ca. 150 km. Sikke nogle skonne mennesker. Det er 5. generation som ejer stedet, med fransk afstamning. Vi er de eneste gaester paa estanciaen lige nu, som har 9 vaerelser. Det foles som paradis. Der er ridning ad libitum, som BAADE MIN FAR og jeg har benyttet os af. Hestene er smukke, sunde, staerke og lydige som en anden politihund. Alt er som en drom her; Den kolige swimmingpool, det antikke udsmukket vaerelse vi bor paa, ildfulgerne dansende i tusmorket, stjernerne som blaerer sig paa nattehimlen, stilheden som blot brydes af dyrernes grynten og prusten engang imellem og ikke mindst Virginia og de andre der arbejder paa stedet som gjorde vores ophold faenomenalt! Tusind tak for den mest uforglemmelige opelevelse jeg har haft. (Overvejer at starte et lille bueraeu,som tilbyder get-away turer til Don Emilio.) Check deres hjemmeside: www.donemilioestancia.com
Vi blev der i 3 dage før vi kastede os i djaevlens gab – det mest buldrende vandfald i verden – Igauzu falls.

Paraguay - byen Asuncion - marts 2008

Jeg sidder her i Asuncion, paa hotellets net cafe, receptionisten ved siden af mig, jammende til lokal rap musik. Yo Yo!!
Her er FANDENS varmt. Ca 40 grader og meget fugtigt!! Puhhaaa, haaber min lille krop kan vende sig til det. Der er en pudsig af slappethed over byen saavel som i menneskerne her. Det virker som om halvdelen af byen er paa ferie et eller andet sted!. Det vi har set af byen idag er ikke saerlig impornerende (til Asuncions forsvar ska det lige siges, at det ikke er saa meget) Deres smaa parker er super hyggelige og fyldt med dejligt skyggende treaer. Og vi tager traveskoene paa imorgen og leder efter flotte bygninger og skujlte originale gyder – altsaa de hyggelige af slagsen!
Jeg kom i nat og min far ankom i formiddags ved 11 tiden. Receptionisterne smilede bredt da de saa vores genforenende kram og mit hjerte jublede af glaede! Vi har 9 ugers eventyr foran os her i Sydamerika og jeg glaeder mig som havde jeg en uaabnet gave foran mig. Der er noget helt specielt ved forventningen glaede. Den foles helt unik nede i maven og er svaer at erstatte med noget andet.Farmand sover trygt ovenpaa og jeg gor ligesaa om lidt.......klar til morgendagens nye oplevelser........
Det siges at vaere et land fuld af korruption. Det sigeas at vaere et ludfattigt land. Det siges at vaere farligt at faerdes i gaderne i Asuncion. om aftenen.
I de 2 dage vi nu har vaeret her har jeg ledt laenge efter disse tendernse, men de gemmer sig godt nok godt. Maaske er jeg en blaa ojet turist som er mere optaget af alt det nye som Asuncion har at byde paa – hvilket jeg i saa tilfaelde kun er glad for – eller maaske er det mere en skrone end noget andet. Jeg har indtil videre kun oplevet en rolig by – dog uden en storre charme – men med super venlige mennesker som er meget beskedne. De forekommer mig lidt tilbagetrukne og kunne aldrig finde paa at springe dig i hovedet som en anden trold op af en aeske. Naar du tiltaler dem svarer de dig hofligt og meget hjaelpsomt, og saa lader de dig vaere. Den mest extroverte gadesaelger vil maaske hive et par dimsedutter frem og naesten undskyldende prove at saelge dig hans krims krams. Men hvis du blot siger nej tak, bliver han stille og traekker sig lige saa lydlost som han kom. That´s the spirit!!
De har til gengaeld en skon maade at glo paa een paa. Et naesten forstenet blik, uden at fortraekke en mine, og alligevel fornemmer jeg at de tager alle indtrykkene ind. Det er hverken intimiderende eller indvaderende – mere nysggerigt, paa deres egen beskedne maade. Jeg maa tage mig selv i at usikkert slaa blikket ned fordi jeg ikke kender denne minik. (Og maaske er det i virkeligheden rimelig belejligt for deres fortove har flere huller og ujaevnheder end godt er!)
Det er en stor kontrast til fx Cuba – et meget anderledes karaktertraek. Jeg finder det super interessant at se hvordan mennesker fra det vi maaske – i grove traek – vil definere som samme kultur, er alt andet end ens. De har maaske det tilfaelles at de begge befinder sig i det latinamerikanske, men deltaljerne i deres kultur og liv tegner tydeligt forskellene.

Deres smaa byparker er smukt dekoreret med store frodige traeer. Det liver byen op, som ellers er rimelig solle at se paa. Ikke saa mange inspirende bygninger, ikke nogle spaendende gyder at forsvinde ned af, ikke nogle fantastiske farver som traekker i ens smilebaand. Men efter at have vaeret her nogle dage kan jeg alligevel se at byen har karaktér! Menneskerne er dejlige og maden er rigtig laekker – og billig!! – tilberedt af hjertet og severet med et smil. Trods Asuncion blot skulle vaere et pit stop for at komme til Iguazu, verdens storeste vandfald, har det givet mig en uforglemmelig oplevelse af et indbydende land og en dejlig kultur. Nok et sted som jeg aldrig havde overvejet at besoge og den fornemmelse af at kunne kigge paa et verdenskort og genkalde mig billeder, lyde, dufte, oplevelser og minder fra de fjerneste kroge af verden er helt speciel.

Naa, hvad laver man saa i en by som ikke er saerlig charmerende og som blot er et pit stop til noget meget storre og mere spaendende,?! Jo, man skruer op for varmen til 45 grader!!!, og hopper ind i en air-con bil med en lokal guide! Et eller andet maa der da vaere at se!! Jeg kunne slet ikke taenke eller lade vaere i den varme. Jeg rendte rundt i en konstant ‘ud af kroppen’ oplevelse i flugt fra heden.
Vores guide Manuel talte tysk!!! Hvad sker der! (Til dem af jer som har laest mine forste indlaeg vil vide hvad jeg mener og til nyankomne, ja saa har jeg stort set stodt ind i tyskere over alt paa min rejse) Og nu en paraguaner som taler tysk – flydende endda! Historien bag er, at han har boet i Tyskland i mange aar og der er generelt en staerk relation til Tyskland her i Paraguay, uden at jeg kan huske hvorfor.
Anyways, Manuel formaaede at finde spaendende ting frem til os. Gamle paladser, museumer, centralbanken – et kaempe monstrom af en bygning, som er indhegnet af et solidt staal hegn, dekoreret med sikkerhedsposter overalt som et andet Fort Knox. – et gigantisk markedet med det storste udvalg af indvolde jeg nogensinde har set. Eller det vil sige, jeg saa ikke saa meget, holdte mig tvaertimod for naese, mund og ojne og lod mig fore af Manuel. Danm, det var nasty!! Alt andet paa markedet var som man kender det; alt fra frugt til sko til ost til cd’er til krydderier til toj.
Det mest fascinerende jeg saa paa den tur med Manuel var en kirkegaard med de mest fantastiske ‘gravhuse’ jeg nogen sinde har set. Det var ligesom at gaa i en miniature by med smaa huse, lavet af det smukkeste marmor med tusindvis af udsmykninger i form af stukke, bronze, kobber, stobejern osv. i alskens farver. Jeg var fuldstaendig maalos! Jeg kunne snildt have spenderet hele dagen derinde og udforsket hvert et lille ‘hus’. Kirkegaarden var indrettet med smaa gader – og ja, der var ogsaa gadenavne!! - hvor disse ‘huse’ laa paa. Hvert gravhus tilhorte en familie, hvor ofte flere generationer laa begravet. Jeg springer lige kort i tiden og hopper frem til Buenos Aires, som vi var i lige inden paaske. Der var nemlig ogsaa denne slags kirkegaard, med smaa gravhuse. MEN – den var holdt i de normale graa/sorte farver som vi kender det fra kirkegaarde. I Asuncion var der nogle der havde tabt farvepalletten ud over gravhusene! Det var saa smukt at se en kirkegaard med saa meget liv!! Og uden at jeg skal blive alt for filosofisk bed jeg mig maerke i, at doden faktisk kunne blive en lidt lettere størrelse med alle disse farver.

Slutteligt tog Manuel os med op paa en bakketop lidt ude for byen med en skon udsigt. Disen laa tungt ud over landskabet pga varmen. Av hvor det kogte. Vi tyggede lidt paa den tykke luft og korte tilbage til byen. Dér havde jeg arrangeret med vicevaerten i en bygning som laa taet paa vores hotel, at vi kunne nyde udsigten over byen fra deres 17. tagetage. Det var fedt!! Vi kunne se hele byen og floden Rio Paraguay som danner den ostlige ydre kant af Asuncion.
Vi nod en let aftensmad paa en super hyggelig lille bog cafe rundt om hjornet. Min far fik serveret sin 0,6 L ol i en vinkoler, som de gor meget hernede. Ollen skulle jo nodig blive fesen! Jeg nod min kolige hvidvin mens varmen blevet jaget bort fra min krop. Mmmmm, se la vie......